Det gør vi

Vores resultater

2024 blev et år med store aftryk og store ambitioner

Uddeling via kampagner i 2024

39.500 børn modtog sammenlagt hjælp gennem Mødrehjælpens landsdækkende kampagner som fx jule-, vinter- og sommerhjælp. 31.661 børn fik julehjælp, hvilket er en stigning på 31 % fra 2023.

Store forskelle på fædres brug af øremærket barsel

Vi begyndte året med en stor undersøgelse, der satte fokus på, hvordan reglerne om øremærket barsel til fædre har påvirket familiernes brug af barsel. Her blev det tydeligt, at barselsreglerne har en social slagside, da hver 4. familie er forhindret i at bruge alle 11 uger. Især økonomi og rammevilkår blev angivet som årsager.

Gravide i Region Syddanmark får fortsat ekstra støtte

Mødrehjælpen har forlænget aftalen med Region Syddanmark og kan derfor nu sikre ekstra støtte til sårbare gravide og nybagte familier i regionen frem til 2032.

Barnets første 1000 dage forbliver et nøglefokus

Barnets første 1000 dage er afgørende, og derfor har vi de seneste år haft stort fokus på at sikre børn i sårbare familier en tryg start på livet. Det arbejde fortsætter vi med takket være fortsat støtte fra Egmont Fonden. Fremadrettet med særligt fokus på at udbygge viden og støtte på vores hjemmeside engodstart.dk, sikre rådgivning til flere sårbare gravide og småbørnsfamilier samt udvikle og udbrede aktiviteter til dem i vores lokalforeninger.

Historisk aftale styrker rådgivning om abort

Folketinget vedtog en ny, historisk abortlov med flere af de elementer, vi i Mødrehjælpen har kæmpet for. Med aftalen får 15-17-årige ret til abort, abortgrænsen flyttes til 18. uge, og
rådgivningen styrkes. Som en del af aftalen får Mødrehjælpen ekstra midler til vores støttesamtaler og til vores hjemmeside abort.dk.

Ny bevilling sikrer indsats for voldsudsatte

En ny bevilling fra Ole Kirk’s Fond på 2,5 mio. kr. giver os mulighed for at fastholde kapaciteten i vores rådgivning og behandling for voldsudsatte. Dermed kan vi fortsat hjælpe mange familier,
som er ramt af vold i nære relationer, og udvikle vores indsats.

Økonomien er stadig presset i mange børnefamilier

Mange familier er stadig voldsomt pressede af de seneste års prisstigninger. Det viser en rundspørge i Mødrehjælpens Familiepanel, der består af familier, som har brugt et af Mødrehjælpens tilbud. 9 ud af 10 forældre fra familiepanelet oplever, at de har svært ved at betale nødvendige udgifter i hverdagen. Og frem mod julen bekymrer 6 ud af 10 forældre sig i høj grad for at holde jul. Et pres vi også kunne mærke i forbindelse med vores julekampagne, hvor vi igen fik rekordmange ansøgninger om julehjælp.

Voldsudsatte gravide i Region Midtjylland får ekstra støtte

Året har også budt på et nyt partnerskab med Region Midtjylland og Aarhus Kommune, hvor vi med støtte fra Sundhedsstyrelsen skal opspore og hjælpe voldsudsatte gravide i regionen. Mødrehjælpens rolle bliver at rådgive og stabilisere de familier, der opspores, samt at kompetenceudvikle medarbejdere i region og kommune.

Den sociale ulighed i sundhed er stor

Ulighed i sundhed er et tilbagevendende politisk tema, og derfor spurgte vi vores familiepanel, hvordan de oplever deres psykiske og fysiske helbred. Panelet består af familier, der tidligere har gjort brug af Mødrehjælpens tilbud. 64 % betegnede deres helbred som dårligt eller mindre godt – til sammenligning gælder det for 17 % af den samlede befolkning. Samtidig fortalte de, at konsekvensen af børns eller forældres dårlige helbred i værste fald kan være social isolation.

En stærk stemme til sårbare familier

Mødrehjælpens Familiepanel vokser fortsat og består nu af 2.203 gravide og forældre, der har brugt et af Mødrehjælpens tilbud – såsom rådgivning, jule- og sommerferiehjælp eller aktiviteter i lokalforeningerne. Vi spørger løbende familierne til aktuelle temaer om familie- og hverdagslivet og bruger deres input og stemme i vores presse- og politiske arbejde.

Sårbare gravide i Hovedstaden har udsigt til ekstra støtte

Mødrehjælpen har indgået et stærkt partnerskab med Region Hovedstaden, så endnu flere sårbare gravide og familier kan få ekstra støtte og en tryg start på forældreskabet. Projektet vil ligne vores partnerskab i Region Syddanmark, hvor vi sikrer helhedsorienteret hjælp ved at supplere vejledningen fra regionens jordemødre med støtte og rådgivning om økonomi, familieliv og beskæftigelse.

Varig støtte sikret til indsats for unge mødre i Sydhavn

varig bevilling på ca. 1. mio. kr. årligt til vores projekt ’Ung mor på vej’, som støtter sårbare gravide og nybagte mødre i Københavns Sydhavn. Bevillingen kommer oven i de ca. 800.000 kr. om året, som vi fik med budgetaftalen året før.

Familiepolitik på dagsordenen

Familiepolitik kom på politikernes radar i 2024, og flere partier kom med hver deres udspil – men desværre med et alt for snævert fokus på fertilitet og arbejdsmarked. I Mødrehjælpen mener vi, der er brug for en samlet, socialt ansvarlig familiepolitik, som også har fokus på sårbare børnefamiliers vilkår. Og det var derfor også temaet til vores jubilæumskonference på Christiansborg.

Børnefattigdommen stiger – det kalder på handling

Mødrehjælpen arbejder kontinuerligt på at bekæmpe børnefattigdom, og i 2024 kulminerede vores indsats sidst på året, da vi sammen med 20 andre organisationer lancerede en handleplan mod børnefattigdom. Planen er et 360-graders blik på, hvordan man politisk kan hjælpe børn ud af fattigdom, og den indeholder 40 konkrete forslag, der kan hjælpe børnene.

Behov for ændringer på det familieretslige område

Der er en række udfordringer i det familieretslige system, som risikerer at forstærke den krise, som familier i højkonfliktsskilsmisser allerede befinder sig i. Især samværschikane – altså sager, hvor den ene forælder præger barnet til ikke at ville se den anden – har fyldt og er mundet ud i en justering af forældreansvarsloven. Mødrehjælpen har bidraget i høringssvar og medierne – og har her lagt vægt på, at der skal større fokus på at afdække årsagerne til, at et barn vægrer sig ved den ene forælder, samt på behovet for specialiseret støtte til at genetablere kontakten mellem barn og forælder.

Læs mere om Mødrehjælpens indsatser i 2024

I årsmagasinet kan du læse meget mere om Mødrehjælpens indsatser og resultater i 2024. Du kan læse det herunder eller via dette link.



Få den nyeste viden