Vi skal finde farverne og give plads til hinanden. Og os selv.
Ja, hverdagslivet kan være vældig gråt og leverpostejsfarvet. Det er jo derfor, vi skal træffe et valg og gøre os umage med at finde alt det positive og smukke i hverdagen.
’Her er der altid plads,’ lyder det enkle budskab på Anettes Zimmerlunds nye plakat til Mødrehjælpen. Men det er måske ikke så enkelt endda, og motivet er ikke entydigt. De fleste vil nok se en kærlig mor, der omfavner og beskytter sit lille barn – men måske er der tale om en kvinde, der finder tryghed ved at omfavne sig selv?
Det kræver mod at kigge indad
Anette Zimmerlund har ikke svært ved at finde inspiration til sine værker. Hun kigger på verden omkring sig og de mennesker, hun møder. Og hun undrer sig og bliver fascineret, ofte endda provokeret. For eksempel over alle dem, der insisterer på at fastholde de negative ting, så de kommer til at fylde det hele. For ifølge Anette er den indstilling, vi har til livet, med til at forme vores liv.
”Jeg ved udmærket, at det ikke er nemt at holde fokus på farverne og glæden. Bestemt heller ikke for mig selv,” siger Anette. ”Man er nødt til at sætte tempoet ned, og det kræver tålmodighed. Man er også nødt til at være modig: Man skal turde kigge indad og komme overens med sig selv på godt og ondt. Give sig selv plads, så man også kan give plads til andre, selvom man måske synes, at de træffer nogle mærkelige valg.”
Anette er også meget optaget af sin egen rolle i verden: ”Hvad kan jeg tilbyde som medmenneske og som kunstner? Ja, jeg bliver jo for eksempel helt vildt glad ved tanken om, at jeg kan gøre en forskel sammen med Mødrehjælpen. Mine værker er ofte små remindere om, hvordan vi kan få alt det smukke til at fylde noget mere i vores liv. Fx noget så banalt som at lægge bekymringerne fra sig og at vælge kærligheden til. Og så, som kvinder og mødre, helt grundlæggende at omfavne og tage ansvar for os selv i stedet for at lægge ansvaret over på andre.”
Anette Zimmerlund arbejder gerne i linoleum: ”Materialet kræver en struktureret og afgrænset arbejdsproces, og slutresultatet er, som det er. Der er ikke plads til impulsive ideer og tilføjelser. Og det er så nice, det gør noget godt for mig.”
Hjælp til mange tusind mennesker
I Mødrehjælpens Rådgivning hjælper vi gravide, mødre og fædre med at komme på fode igen, når de fx er blevet skilt eller ramt af alvorlig sygdom.
Salget af kunstplakater bidrager i høj grad til vores arbejde: Siden 2020 har vi kunnet rådgive over 25.000 mennesker. Se udvalget her!
Anette Zimmerlunds kunst
Anette er 36 år og bor i Ikast med sin kæreste Benjamin og deres to børn. Hun har et fantastisk atelier på Østergade 48, hvor hun arbejder og udstiller sine værker.
Du kan følge Anettes virke her på Instagram, hvor hun dagligt deler sine tanker og kunstneriske overvejelser med over 16.500 følgere.
Anettes hjemmeside finder du her: zimmerlundkunst.dk.