Kunst og samarbejder i webshoppen

Et værdifuldt kreativt frirum

Geerthana er kunsthåndværker i sin fritid, og hun deler generøst ud til sine følgere på Instagram. Nu støtter hun også Mødrehjælpen med to unikke perleopskrifter til webshoppen.

Botaniske skulpturer

Fra bittesmå kornblomster over forårets krokus til overdådige buketter: Over 6.500 følger med på Instagram, når Geerthana Ratnasingam lægger billeder og videoer af sine smukke kreationer på @perleblomster. De botaniske skulpturer er skabt med tusindvis af glasperler og masser af tålmodighed, og Geerthana deler ikke alene de færdige værker til inspiration. Hun deler også mønstre, teknikker og tips, så man selv kan komme i gang.

Gul solhat: styrke og heling. Firkløver: tro, håb, kærlighed og held. Geerthana har plukket to fine motiver, som både har symbolværdi og er relativt lette for nybegyndere.

Glæden ved at skabe

”En hverdag med job og to små børn er jo tit lidt presset, og perlerne giver mig et frirum, hvor jeg kan slå hovedet fra og bare være kreativ,” fortæller Geerthana, der arbejder som praktiserende læge i Nordjylland.

”Under corona blev det jo udbredt at ælte surdej og lære at strikke, og jeg åbnede Instagram-kontoen for at dele min glæde ved perlerne og give andre mulighed for at lære håndværket. Nu bliver jeg ved, for det er altid sjovt at se, hvad andre får ud af mine opslag.”

Nærvær i familien

Geerthana har et svagt punkt både for Mødrehjælpen generelt og for den lokale genbrugsbutik i Aalborg, og hun er glad for at kunne bidrage til vores arbejde:

”Mødrehjælpen er vigtig for alle de familier, der kommer i klemme i systemet, og som læge møder jeg jo også mennesker, der er et sårbart sted i livet. Nybagte mødre, der er ved at få en fødselsdepression, og forældre, der hverken har penge eller overskud til at tage deres børn med på en sommerudflugt.” 

”Husk at nyde processen!” skriver Geerthana i firkløver-opskriften til Mødrehjælpen. Selv skal hun helst have hænderne i perlerne hver dag, fordi kreativiteten giver et frirum.