Det var en barsk omgang, da Jonas og Idas ønskebarn kom til verden, og de blev indlagt på neonatal-afdelingen med deres nyfødte datter. Nu er der gået et par uger, og selv om der ikke længere er nogen risiko for, at barnet fejler noget, er Jonas ikke glad. Han er udmattet, han har ondt i maven, og han er meget usikker på, om han kan leve op til rollen som far. Kan han være forælder på lige fod med sin kæreste, eller kommer han til at svigte hende?
Jonas har brug for at tale med en, der kan forstå ham uden at dømme ham, så han ringer og får fat i en af de erfarne rådgivere i Mødrehjælpens Rådgivning. Der er kun et par dage, til Jonas skal tilbage på arbejde, og fremtiden virker helt uoverskuelig.