Skilsmisse var ved at blæse Lotte omkuld

Egentlig er Lottes fortælling den klassiske historie om to mennesker, der vokser fra hinanden. Hun og ekspartneren havde været sammen i 21 år. De mødte hinanden gennem studiet, forelskede sig og fik tre børn.

Men med tiden forsvandt den overbærenhed, man har i starten af et forhold. De begyndte i højere grad at leve livet hver for sig, der var ikke længere plads til forskelligheder, og de ting, der normalt fik tingene til at balancere, forsvandt. Derfor endte det til sidst i skilsmisse.

”Jeg vågnede ikke bare op en morgen og tænkte, jeg vil skilles. Det var en beslutning, der var lang tid undervejs. Specielt, fordi vi har tre børn, for så er det også deres liv, min beslutning vender op og ned på,” siger hun.

”Børnene blev alfaomega i, hvordan jeg håndterede min beslutning. For mig har det aldrig handlet om, hvorvidt jeg har ret til børnene, men hvordan jeg får dem til at trives bedst i den her situation. Jeg er et voksent menneske, jeg skal nok klare mig.”

De seneste år af Lotte og hendes partners ægteskab havde været konfliktfyldte, og ofte ønskede børnene ikke at være i samme rum som forældrene, når de skændtes. Men da først Lotte sagde den tanke højt, hun havde gået med i flere år: at hun ville skilles, blev det hele forværret. Al dialog forsvandt.

”Min ekspartner opfattede det som en krigserklæring. Det var hæsligt at bo under samme tag. Alting blev målt og vejet. Vi fik endnu flere skænderier – ikke om én ting, men om alting. Samtidig ville ingen af os flytte, for så ville børnene få bopæl hos den anden,” siger Lotte.

Børnene blev det store konfliktpunkt. Hvor skulle de have bopæl? Hvordan skulle de have samvær? Hvad med ferie?

Samtidig følte Lotte, at hendes evne som mor hele tiden blev vurderet, mens skilsmissesagen kørte.

”At stå i en skilsmisse er ligesom at være fanget i en kæmpe vindmaskine. Specielt når der står to forældre, som ikke kan kommunikere. Håret er blæst helt tilbage, og du skal stemme imod for ikke at blive lagt ned. Det var jo mine børn – det vigtigste i mit liv – der var på spil. Større bliver det ikke.”

Det konstante pres betød, at der blev mindre overskud, især til at være til stede for børnene. Heldigvis anbefalede en af Lottes veninder hende, at tage kontakt til Mødrehjælpen, hvor hun fik flere samtaler hos en socialrådgiver.

Nogle gange brugte hun rådgiverens professionelle viden til at finde op og ned i de lovmæssige regler. Langt oftere brugte hun hende til at tænke højt i forhold til børnenes situation.

”Hun fik mig til at tænke videre end bare en handling. Når vindmaskinen blæser med 185 km i timen, har man tendens til at grave sig ned i læ og se verden fra sit eget lille hul. Det hjalp mig til at komme op af hullet og få perspektiv på tingene.”

”Når man er mor, ved man godt inderst inde, hvad der er rigtigt for ens børn. Nogle gange skal man drøne i Dyrehaven og sætte en drage op. Andre gange kræver det ikke mere end et kram. Mødrehjælpen var det læ, jeg havde brug for, så jeg havde overskud til at hjælpe mine børn i læ.”

Artiklen er senest opdateret den 28. maj 2018.