Haderslev lokalforening er sat i verden for at støtte og lave spændende aktiviteter for mødre, fædre og børnefamilier i lokalområdet.
Aktiviteter
Babyhygge (Leg & Bevægelse)
Babyhygge foregår i Sundhedscenter Haderslev, Clausensvej 25, Haderslev
Vi tumler, vender på hoveder og bruger alle sanser, når børn og voksne mødes til babyhygge.
Formålet er at give børn og forældre aktive timer sammen i trygge rammer. Alle kan være med og bliver en del af et givende fællesskab.
Følg med på vores Facebookside, hvor vi slår kommende aktiviteter og mødegange op.
Babystartpakke
Mødrehjælpens lokalforening Haderslev udleverer babystartpakker til gravide, der står i en sårbar situation.
Pakken indeholder fx bodystockings, natdragter, bluser, et patchworktæppe og meget mere samt et gavekort til Mødrehjælpens butik.
Er du interesseret i at modtage en babystartpakke, skal du tale med din jordemoder eller sundhedsplejerske, der kan henvise dig til at få udleveret en babystartpakke.
Det er udelukkende med henvisning fra jordemoder eller sundhedsplejerske, at vi udleverer babystartpakken.
Alle børn skal have mulighed for at blive fejret af vennerne
Den Rullende Kagemand er en hjælp til forældre, der af personlige, økonomiske, og/eller helbredsmæssige årsager mangler overskud til at holde børnefødselsdag for deres barn.
Det helt centrale formål med Den Rullende Kagemand er at give alle børn mulighed for at fejre deres fødselsdag sammen med vennerne fra fx skolen eller børnehaven.
Hvad består Den Rullende Kagemand af?
Den Rullende Kagemand består af en fødselsdagspakke med indhold til at afholde en festlig børnefødselsdag. Pakken indeholder: gavekort til en kagemand/kone fra enten Føtex og Coop. Lys og flag til kagen, samt fødselsdagsservietter til at afholde fødselsdag for op til 25. børn. Derudover får fødselsdagsbarnet en gave til 200 kroner.
Fødselsdagshjælpen skal bruges til at invitere barnets børnehave- eller klassekammerater til fødselsdagsfest.
Hvem kan ansøge om Den Rullende Kagemand?
Den Rullende Kagemand kan søges til børn, der fylder fra 3-16 år. Ansøger skal være bosiddende i Haderslev Kommune for at modtage hjælpen
NB! Pr. 1. maj 2024 lukker vi ned for uddeling af Den Rullende Kagemand i Tønder Kommune. Desværre mangler vi frivillige ressourcer til at løfte arbejdsopgaverne. Skulle situationen ændre sig, vender vi stærkt tilbage.
Sådan ansøger du
Du ansøger ved at skanne QR koden, og derefter udfylder ansøgningsskemaet.
Ansøgningsfrist
Af hensyn til udvælgelse og planlægning, er det meget vigtigt, at vi har din ansøgning mindst 3 uger før fødselsdagen skal afholdes. Du får svar fra os senest en uge efter, at vi har modtaget ansøgningen.
Kontaktperson: Sanne Vilrich Engberg mail Had.drk@mhj-lokal.dk.
Derfor kan vi uddele Den Rullende Kagemand
Det er udelukkende muligt for at os at uddele Den Rullende Kagemand på grund af donationer fra lokale fonde, loger og virksomheder, herunder Tryg Fonden og Max Chr. Schaumann og hustru Jensine Schaumanns Legat.
Alle oplysninger behandles fortroligt jf. lokalforeningens privatlivspolitik, som du kan se længere nede på denne side.
Familieven
I Familieven besøger vi børnefamilier i hjemmet. 1-2 timer om ugen og udgør et ugentligt holdepunkt i en til tider udfordrende hverdag.
Formålet er at give både forældre og børn en Familieven, som har tid og overskud til dem. I lytter, snakker og tager på små udflugter sammen alt efter familiens behov.
Familieven er en ordning til nybagte forældre eller familier med mindre børn. Ordningen iværksættes i samarbejde med den lokale sundhedspleje.
Haderslev lokalforening inviterer til julefest. Det er gratis at deltage, så følg med på vores Facebook side, hvor du kan se hvordan du tilmelder dig.
Oplevelser og udflugter
Det er ikke alle forældre, der har råd til at give deres børn oplevelser på lige fod med deres kammerater. Oplevelser og udflugter er for nogle børnefamilier svære at overkomme eller umulige at få plads til i budgettet.
I løbet af året inviterer vi børn og deres forældre fra Haderslev til at deltage i forskellige aktiviteter og udflugter. Det kan være éndagsture til f.eks. forlystelsesparker eller en tur til skov eller strand.
Vores fokus er at give børn og forældre positive oplevelser og familieminder samt at styrke fællesskabet i familien og med de øvrige familier på turen. Det er gratis at deltage, og vi sørger for transport, forplejning og evt. éntre.
Tilmelding
For at deltage i Mødrehjælpens aktiviteter og ture kan du kontakte lokalforeningen på Had.akt@mhj-lokal.dk og komme på vores mailingliste. De fleste udflugter kan også ses på Facebook.
Haderslev lokalforening driver Mødrehjælpens butik. Her kan du finde velholdt børnetøj, legetøj og udstyr til børn. Du kan også amme og skifte dit barn. Børnene kan hygge sig i et legehjørne, mens mor og/eller far køber børnetøj.
Butiksoverskuddet går dels til aktiviteter for børnefamilier i sårbare situationer I Haderslev og dels til at styrke og støtte børnefamilier i hele landet via Mødrehjælpens rådgivningsarbejde.