Det er ikke ansvar at lade børn vokse op udenfor fællesskabet, Jes Brinchmann

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Cepos’ direktør Jes Brinchmann advarer i Berlingske mod, at staten pakker udsatte familier ind i “misforstået omsorg” og fratager dem ansvar.

Den analyse vidner om en fuldstændig grundlæggende mangel på indsigt i hverdagen hos landets mest pressede børnefamilier. At reducere deres situation til et spørgsmål om for lidt ansvar er ikke alene forkert. Det er dybt urimeligt. For det overser fuldstændig de strukturelle vilkår, der presser familierne.

I Mødrehjælpen møder vi børnefamilier i krise hver dag. Det er ikke forældre, der har opgivet ansvaret. Det er forældre, der tager ansvar hver eneste dag, og som knokler for at holde sig oven vande.

De kæmper ofte på flere fronter. Med alvorlig sygdom, ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet og børn i mistrivsel. Når overskuddet er slidt ned, er vejen tilbage til fast arbejde hverken lige eller kort. Og imens skal hverdagen stadig hænge sammen.

Samtidig er fødevarepriserne eksploderet. Over fem år er de steget 30%, så en almindelig børnefamilie nu skal have 18.000 kr. mere op af lommen om året for at købe samme mængde fødevarer som i 2021. Det viser en beregning fra Tænk.

For mange familier betyder det benhårde fravalg i hverdagen. Forældre, der springer måltider over. Børn uden madpakke. Familier, der tæller brødskiver sidst på måneden.

At reagere på det er ikke “misforstået omsorg”. Det er almindelig anstændighed.

Jes Brinchmann har dog en pointe, som jeg bakker op om: Midlertidige checks som varmecheck, inflationshjælp og senest fødevarechecken er ikke en holdbar løsning politisk. Men hans konklusion er forkert. For problemet er ikke, at checkene hjælper for meget – tværtimod. De hjælper ikke nok. For der er behov for varige løsninger.

I dag vokser 48.600 børn op i fattigdom i Danmark. Det er flere end da Danmark i 2015 tilsluttede sig Verdensmålene og forpligtigede sig til at reducere børnefattigdom. Det er gået den forkerte vej.

Det er børn, som vokser op udenfor fællesskaberne. De kan ikke gå til fodbold eller dans, ikke invitere venner hjem eller deltage i fødselsdage på lige fod med kammeraterne, fordi økonomien ikke rækker.

Og konsekvenserne er alvorlige. Selv kort tid i fattigdom øger risikoen for dårligere trivsel, svagere tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked og flere helbredsproblemer senere i livet. Det er ikke kun et socialt problem, men også en dyr samfundsregning.

Derfor bør hovedprioriteten for en ny regering være en helt anden, end Jes Brinchmann foreslår.

En ny regering bør sætte bekæmpelse af børnefattigdom i højsædet. For ved at sikre at alle børn kan være en del af fællesskabet, giver vi dem og deres familier mere frihed og flere muligheder.

Vi kan afskaffe børnefattigdom, hvis vi vil. Det er et politisk valg.