Folkeskolen er ikke så gratis, som vi tror – og børn i fattigdom betaler prisen

På et tidspunkt skulle vi en tur til en indendørs trampolinpark, og der blev min mor nødt til at skrive til lærerne, at jeg ikke kunne komme med, fordi det var for dyrt, og så endte en lærer med at betale for mig.

Det fortæller en pige i 9. klasse, hvis familie lever under fattigdomsgrænsen. Udflugten er planlagt med de bedste intentioner, og for de fleste børn har den nok ikke vakt andet end begejstring. Men for eleven og moderen er det endnu et eksempel på, hvordan ens pengepung afgør, om man bliver en del af klassens fællesskab. Og det er ikke et enkeltstående eksempel.

Over halvdelen af forældre i fattigdom oplever, at udgifter i forbindelse med folkeskolen presser familiens økonomi. Det viser nye undersøgelser bragt i “Egmont Indsigt”. Og selv om nogle af udgifterne i princippet er frivillige, oplever både elever og forældre dem som nødvendige for at kunne deltage i klassens fællesskaber.

Det har konsekvenser for børnene, der fortæller om at sige nej til aktiviteter, føle sig uden for fællesskabet og om at finde strategier for ikke at belaste familiens økonomi. Og det er et kæmpe problem, når udgifter i forbindelse med skolen betyder, at nogle børn står uden for fællesskabet. Vi svigter et grundlæggende princip i folkeskolen: At alle børn skal kunne være med.

Regeringen har i regeringsgrundlaget slået fast, at den vil gøre op med særligt, udsatte familiers egenbetaling i folkeskolen. Det hilser vi velkommen, for de nye undersøgelser bekræfter, at vi har et problem.

For konsekvenserne for børn i fattigdom er mærkbare: 22% af forældre i fattigdom, der føler sig udfordret af udgifterne, siger, at deres barn nogle gange ikke kan deltage i ture og aktiviteter i skoletiden. 30% vurderer, at deres barn nogle gange ikke kan deltage i klassens aktiviteter efter skoletid. Og 27% af dem oplever, at barnet føler sig udenfor fællesskabet i klassen. På grund af udgifterne til deres barns skolegang.

Men ingen elev skal blive hjemme, når klassen tager på tur, fordi familien ikke har råd. Det går ud over fællesskabet og venskaberne. Alt for mange børn fra udsatte familier føler sig i forvejen udenfor fællesskabet. Det kan vi ikke være bekendt.

En 50’er til mad på skoletur, 250 kroner til lejrtur, en ny lommeregner, en frokostret til ”trivselsdag i parken” og et par hundrede kroner til klassekassen. Det lyder måske ikke af meget, men for familier i fattigdom kan selv små beløb være forskellen på, om deres barn kan være med eller ikke være med. Og mange familier oplever et pres for at bidrage til klassefællesskabet. 44% af forældre i fattigdom oplever pres fra forældregruppen, 30% oplever et pres fra skolen eller lærerne – og kun hver tredje oplever, at klassekassen kommunikeres som frivillig, selvom den ifølge reglerne skal være det.

Og når omkring 48.600 børn vokser op i fattigdom i Danmark, kan vi ikke tillade os at kigge den anden vej. Det skal ikke kun være gratis at gå i folkeskole, det skal også være gratis at være med i alle skolens fællesskaber.

Blandt børn der vokser op i fattigdom, er andelen af elever med højt elevfravær mere end fire gange højere end hos jævnaldrende. Det har Kraka dokumenteret. Samtidig har det at vokse op i fattigdom konsekvenser langt ind i voksenlivet – både i forhold til uddannelse og job. Skolelivet er en enormt betydningsfuld del af børns og unges liv, og som samfund har vi et stort og fælles ansvar for, at alle børn bliver en del af både det faglige og det sociale fællesskab.

Odense er en af de kommuner, som har taget initiativer for at mindske de negative konsekvenser af børnefattigdom. Derfor har kommunen sat en pulje penge af til de enkelte skoler for at minimere økonomiske barrierer og sikre, at alle børn kan deltage på lige vilkår. De kan f.eks. gå til indkøb af lommeregnere, penalhus og linealer, så manglende basisting ikke udelukker nogen. Eller de kan dække enkelte elevers udgifter til f.eks. udflugter, klassearrangementer eller deltagelse i ungdomsskolens sommercamps.

Samtidig arbejdes der aktivt med en ”træde-til-kultur” på de enkelte skoler. Formålet er at fremme en kultur, hvor alle i de nære fællesskaber omkring børnene – forældre, medarbejdere, ledere og bestyrelser – tager et fælles ansvar for at hjælpe hinanden og reducere de skjulte, uformelle udgifter, der kan øge konsekvenserne af den sociale ulighed.

Flere af os arbejder ligeledes hver dag for at bekæmpe børnefattigdom og ulighed. Egmont Fonden har i mere end hundrede år støttet børn og unge, der lever i fattigdom. En opgave, der i dag løftes sammen med stærke organisationer via blandt andet programmet “En Håndsrækning”, hvor der i perioden 2026-29 er afsat 52 millioner kr. – blandt andet til skolerelaterede udgifter.

Men hvis vi for alvor skal hjælpe børn i fattigdom, skal vi som samfund løfte i flok med de forskellige roller, vi har. Det kræver arbejde på tværs af myndigheder, civilsamfund og fonde, og vi opfordrer til, at der både på det nationale og helt lokale plan bliver lyttet til børnene. For de vil være en del af fællesskabet, uanset familiens økonomi.

Vi opfordrer også til, at man har blik for udgifter både i skolen og i fritiden efter skole, så venskaber kan skabes og vedligeholdes. Der bør tages politisk ansvar for at sikre, at regler og retningslinjer kommunikeres klart til kommuner, skoleledere, lærere, elever, pædagoger og forældre. Og så skal det være tydeligt ude på skolerne, når udgifter er frivillige, så de også er det i praksis. Økonomi må ikke være en adgangsbillet til de vigtige fællesskaber for børnene.

Endelig opfordrer vi til, at der skabes dialog på skolen, med forældre og elever om, at økonomi kan være en barriere, og at der vælges aktiviteter, hvor alle kan være med.
For folkeskolen skal mindske sociale skel, ikke fastholde dem. Det er børn i fattigdom, der betaler prisen. Nu skal de voksne tage ansvaret.