Vores resultater
Vores resultater
Uddeling via kampagner i 2025
Mødrehjælpen gav julehjælp til 35.044 børn i 2025. Mødrehjælpen gav feriehjælp til 5.756 børn i 2025.
Støtten kom tættere på familier i Trekanområdet – Nyt Mødrehjælpen hus
Den 1. marts åbnede vi Mødrehjælpens hus i Fredericia. Med rådgivning om økonomi, børns trivsel, skilsmisse og abort er støtten kommet endnu tættere på sårbare gravide og børnefamilier i Region Syddanmark
Nyt partnerskab styrker indsatsen på fødestenderne
I marts indgik vi et nyt partnerskab med Region Hovedstaden, hvor vi tilbyder socialfaglig rådgivning til sårbare gravide og familier på regionens fødesteder. Familierne mødes med vores socialrådgivere, som hjælper med alt fra økonomi til bolig og rettigheder. Partnerskabet er et vigtigt skridt i arbejdet for at forebygge ulighed og sikre børn en god start på livet.
Styrket rådgivning med den nye abortlov
Da den nye abortlov trådte i kraft den 1. juni 2025, blev grænsen for fri abort hævet til 18. uge, og Mødrehjælpen fik ekstra midler til uvildig rådgivning, så vi endnu bedre kan bistår kvinder og deres partnere med støttesamtale både før og efter abort.
Stærkere indsats mod vold
I 2025 har vi styrket indsatsen for at bryde voldens onde cirkel, både gennem projektet Videre Uden Vold og den nye indsats Ny Familie Uden Vold i Aarhus. Sammen med kommuner, politi, hospitaler og voldsfaglige organisationer sikrer vi, at voldsudsatte og voldsudøvere kan få hjælp hurtigt og uden lange ventetider. Samtidigt opkvalificerer vi fagpersoner og skaber bedre sammenhæng i indsatserne, så familier i risiko opspores tidligere og får den rette støtte.
Kampagne satte fokus på stigende fødevarerpriser
I efteråret 2025 satte vi fokus på de rekordhøje fødevarepriser, der rammer de mest udsatte familier. Sammen med Red Barnet FOLA og Enestående Forældre lavede vi debatindlæg, åbent brev til regeringen og en happening på Christiansborg Slotsplads, hvor vi uddelte tomme madkasser som symbol på de måltider, børn måtte undvære. Kampagnen skabte folkelig opbakning og satte familiernes situation på dagsordenen. Kampagnen blev en politisk sejr, da statsministeren i sin nytårstale annoncerede i indførelsen af en fødevarecheck til landets mest udsatte familier – præcis det, vi havde advokeret for.
En hverdag designet til to – men båret af én
I august lancerede vi udgivelsen MødrehjælpenTEMA, hvor vi satte fokus på enlige forsørgeres rammevilkår. Vores analyse viste blandt andet, hvordan samfundets strukturer fortsat er indrettet til familier med to voksne, selvom hver fjerde børnefamilie har én forsøger. Enlige forældre bliver oftere ramt af sygdom, står mere alene og har børn, der deltager markant mindre i fritidslivet. Resultaterne peger på øget risiko for mistrivsel og behovet for en ny, mere målrettet familiepolitik.
Tidlig indsats kan ændre liv
I efteråret 2025 udgav vi endnu et MødrehjælpenTEMA – denne gang om børn i mistrivsel. Analysen viste, at underretninger ofte kommer for sent, og kun én ud af fem handler om børn under seks år. vi peger på løsninger som en national opsporingsmodel, socialrådgivere i dagtilbud og familiehuse i hele landet. Mødrehjælpen arbejder fortsat for, at tidlig støtte giver børn og forældre ro, styrke og bedre muligheder i hverdagen.
Årsmagasin 2025
Læs mere om Mødrehjælpens indsatser i 2025
I årsmagasinet kan du læse meget mere om Mødrehjælpens indsatser og resultater i 2025.
Læs Mødrehjælpens Årsmagasin 2025