Skyld og skam får mange til at fravælge abortrådgivning

Det er stadig så stort et tabu at være gravid og i tvivl om abort eller have fået foretaget en abort, at knap en fjerdedel holder sig fra at søge rådgivning, viser en stor undersøgelse.

Det er forbundet med stærke følelser at være gravid og i tvivl, om man skal beholde barnet eller få en abort. Og for en stor gruppe fylder skyld og skam så meget, at de undlader at række ud efter støttesamtaler og rådgivning. Det viser en stor undersøgelse, som Epinion har lavet for Mødrehjælpen.

Undersøgelsen sætter fokus på de barrierer, der fylder ved overvejelser om abort, og på danskernes kendskab til, hvor man kan få støtte.

Selvom mange oplever svære følelser og tvivl, siger næsten halvdelen af de tidligere gravide, at de slet ikke overvejede at søge professionel støtte. Knap hver fjerde angiver, at de afholder sig fra at opsøge rådgivning pga. skam og skyldfølelse.

”Ingen skal stå alene med så stor og livsomvæltende en beslutning, som en abort kan være. Vi er nødt til at fjerne tabuet og sætte samtalen om abort fri, så flere kan få uvildig støtte og rådgivning til de svære følelser, der kan følge med,” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.

Undersøgelsen viser også, at der er et begrænset kendskab til mulighederne for støtte ved tvivl om abort. Dertil findes der i dag organisationer, som tilbyder rådgivning, men har en forudindtaget holdning og arbejder mod abort. Derfor arbejder Mødrehjælpen målrettet på at udbrede kendskabet til rådgivningsmulighederne og tydeliggøre, hvor der er tale om uvildig støtte.

”Det er stærkt problematisk at der findes rådgivning om abort, som ikke er uvildig, for det kan være svært at gennemskue, når man står midt i tvivlen. Derfor er der brug for, at abortrådgivning akkrediteres, så kvaliteten sikres, og så den altid støtter den gravide i at træffe den beslutning, der er rigtig for hende,” siger Ninna Thomsen.

Mødrehjælpen tilbyder abortstøttesamtaler på telefon, chat og ved fysisk fremmøde og har hjemmesiden abort.dk med viden og råd. Hjælpen henvender sig både til gravide og par, der står midt i tvivlen om abort og som ønsker støtte efter en abort.

I 2025 havde Mødrehjælpen 619 abortsamtaler. Det er en stigning fra 574 året før. 83 % henvendte sig sidste år fordi, de var i tvivl om, de ønskede at gennemføre en abort. De øvrige 17 % var kvinder eller par, der henvendte sig efter en abort.

Epinion-undersøgelsen omfatter i alt 1.046 repræsentative besvarelser fra den danske befolkning, og dertil 318 besvarelser fra tidligere gravide og partnere til tidligere gravide, der har stået i en abortovervejelse inden for de seneste to år.

Til pressen: For interview med direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, kontakt pressetelefonen på 2256 5291 eller presse@moedrehjaelpen.dk  

Fakta

Ny abortlov i 2025 

  • En ny abortlovgivning trådte i kraft 1. juni 2025 hvor bl.a. abortgrænsen blev hævet fra uge 12 til uge 18, og hvor unge ned til 15 år fik ret til abort uden forældresamtykke.
  • Mødrehjælpen får som led i aftalen 1,3 mio. kr. årligt til at styrke den uvildige abortrådgivning og abort.dk, samt gøre støtten mere synlig og lettere tilgængelig. På den baggrund er der igangsat et større analysearbejde af målgruppens kendskab til mulighederne for rådgivning.
  • Desuden blev de regionale abortsamråd erstattet af et nationalt nævn, der skal sikre en mere ens praksis på tværs af landet. I det nye nævn tilføres socialfaglige kompetencer – noget, Mødrehjælpen også har kæmpet for.

Andre artikler