For at få familier med i jeres aktiviteter er det vigtigt at være tydelig på, hvem I gerne vil nå, og hvad familierne får ud af at deltage. Tag afsæt i de behov, I ser lokalt, og formidl aktiviteten i et konkret sprog.
Den mest effektive vej til familierne er gennem mennesker, de allerede har tillid til. Læs mere under “Spørg de rigtige” nedenfor.
Direkte kontakt virker bedst. Det kan være gennem samarbejdspartnere, men også ved at være til stede i lokale sammenhænge, hvor familierne allerede er. Supplér med enkelt materiale, som tydeligt viser, hvad aktiviteten er, og hvordan man deltager.
Lav en enkel plan for, hvem I vil række ud til, hvem der gør hvad, og hvornår. Rekruttering tager tid og kræver vedholdenhed, men giver bedst resultat, når det er en fælles og løbende indsats i lokalforeningen.
Sociale medier
Sociale medier er en vigtig del af synligheden. Her kan I fortælle om aktiviteterne og nå både familier, frivillige og samarbejdspartnere. Brug enkle og konkrete opslag, der tydeligt viser, hvad man kan være med i, og hvordan man tilmelder sig. Det kan være en fordel at bruge billeder eller korte videoer, som giver en fornemmelse af stemningen i aktiviteten.
Følg Mødrehjælpens designguide og brug gerne billeder og ikoner fra Mødrehjælpens fotoarkiv.