Feriesamvær og samvær ved højtider

Kontakt rådgivningen

Få rådgivning og støtte

Feriesamvær er den tid, som jeres barn har med jer hver især i ferierne. Se eksempler på, hvordan man kan fordele ferierne.

Artiklen er skrevet af:

Det er en god idé også at aftale, hvordan jeres barn skal se samværsforælderen i ferier og helligdage, når I alligevel laver en samværsaftale om det løbende samvær i weekender og hverdage. Det sparer jer og dermed barnet for at havne i en situation, hvor I begge to gerne vil have barnet i den samme ferie.

At aftale feriesamvær: Det kan I overveje

I skal være opmærksomme på, at bopælsforælderen ikke må holde ferie med barnet uden for skolernes ferier, hvis det går ud over jeres barns samvær med samværsforælderen. Bopælsforælderen kan dog søge om tilladelse til det hos [Familieretshuset], hvis I ikke selv kan nå til enighed. Læs mere på Familieretshusets hjemmeside.

Se, hvad der er vigtigt at vide, når I laver en samværsaftale.

  • Praktiske spørgsmål

    Når I aftaler samvær i ferier og højtider, kan I blandt andet tænke over følgende:

    • Skal der være samvær i alle ferier?
    • Skal feriesamværet følge skolernes ferieperioder?
    • Hvornår skal feriesamværet starte og slutte?
    • (mange forældre aftaler, at en ferie starter fredag eftermiddag før ferien, og at den slutter igen mandag morgen efter ferien)
    • Skal samværsforælderens ferie være sammenhængende eller deles op? F.eks. 3 uger i træk eller 2 uger i træk og så yderligere en uge?
    • Hvornår skal en forælder meddele den anden sine ferieplaner?
    • Skal det løbende weekend- og hverdagssamvær bortfalde i ferieperioderne?
  • Barnets alder og tilknytning

    I skal også tænke over, hvor gammelt barnet er, og hvor knyttet det er til hver af jer:

    • Ved større børn, kan der – alt efter deres tilknytning til den anden forælder – som regel aftales længere feriesamvær for eksempel to eller tre sammenhængende uger i sommerferien.
    • Ved mindre børn kan det være nødvendigt at dele ferieugerne op i mindre bidder eller starte med at aftale forlængede weekendsamvær.
    • Ved helt små børn, hvor der ikke er samvær med overnatning, kan et feriesamvær for eksempel bestå af dagssamvær flere dage i træk uden overnatning.

I bestemmer selv, hvordan I vil planlægge ferierne

Det er op til jer, hvordan I vil tilrettelægge ferierne med jeres barn. Nogle forældre vil helst se barnet i hver ferie og deler derfor alle ferierne op. Andre vælger at have hele ferien hvert andet år.

Jul og nytår deles typisk sådan, at forældrene skiftevis hvert andet år har barnet juleaften og nytårsaften. Sommerferiesamvær lægges ofte sådan, at forældrene skiftes til at have førsteret til at placere ferien med en frist for eksempel den 1. februar.

Mere om feriesamvær

  • Er I uenige om feriesamværet?

    Hvis I har svært ved at blive enige om feriesamværet eller om dele af det, kan I henvende jer til Familieretshuset, som typisk først vil forsøge at hjælpe jer til at fastlægge samværet på et møde.

    Hvis I ikke bliver enige, kan Familieretshuset eller Familieretten fastsætte samværsforælderens tid med barnet i ferier og ved højtider – efter en konkret og individuel vurdering.

    Familieretshuset og Familieretten kan ikke fastsætte bopælsforælderens ferie. Bopælsforælderen skal placere sin ferie med barnet i de ferieperioder, hvor barnet ikke har feriesamvær med samværsforælderen og sørge for at varsle ferien over for samværsforælderen.

    Bopælsforælderen har også mulighed for at holde ferie uden for skolernes ferieperioder, men kun så længe det ikke går ud over samværsforælderens fastsatte eller aftalte samvær med jeres barn.

    Familieretshuset placerer kun feriesamvær indenfor skolernes ferieperioder, og vil normalt fastsætte følgende samvær:

    • Sommerferie: To-tre uger
    • Èn uge i enten efterårs- eller vinterferien
      Halvdelen af påsken
    • I julen (så der er samvær hver anden jul)
    • Nytår hvert andet år
    • Eventuelt samvær ved andre kulturelle og religiøse begivenheder
    • Eventuelt samvær i forbindelse med Kr. Himmelfart og Pinse fastsættes på den måde, at weekendsamvær, der falder i forbindelse med disse helligdage, udvides til også at omfatte helligdagen.
    • Læs mere om den form for fastsættelse af samvær på Familieretshusets hjemmeside.

    Læs mere om, hvad der sker, hvis I henvender jer til Familieretshuset, fordi I er uenige om samværet.

  • Ferie i udlandet

    Hvis I har fælles forældremyndighed, kan I hver især rejse med barnet til udlandet uden at bede om tilladelse hos den anden forælder eller Familieretshuset. Det vil sige, at en samværsforælder også har ret til at tage barnet med på en ferie, hvis det kan foregå inden for samværets længde.

    Dette gælder dog ikke, hvis I er uenige om forældremyndigheden, eller hvis I er uenige om, hvilket land barnet skal bo i. I det tilfælde skal du have samtykke fra den anden forælder eller en afgørelse fra Familieretshuset – ellers vil det blive betegnet som en børnebortførelse.

    Hvis bopælsforælderen har forældremyndigheden alene, gælder samværet for samværsforælderen som udgangspunkt kun i Danmark og de nordiske lande, medmindre andet er aftalt.

Artiklen er senest opdateret den 26. oktober 2025.

Flere artikler

  • Viden

    Vigtigt at vide, inden I aftaler samvær

    Vær grundige, når I aftaler, hvor meget jeres barn skal se den forælder, det ikke bor med. En samværsaftale er nemlig bindende.

    • Skilsmisse og brud
    Vigtigt at vide, inden I aftaler samvær
  • Viden

    Hvis én af jer ikke overholder samværet

    Her kan I læse, hvad der sker, hvis én af jer ikke overholder samværsordningen.

    • Skilsmisse og brud
    Hvis én af jer ikke overholder samværet
  • Viden

    Sådan kan jeres barn reagere på samvær

    Det er helt normalt, hvis jeres barn reagerer på skiftene mellem sit hjem hos dig og sin anden forælder. Læs om de typiske reaktioner her og få råd til, hvordan I kan støtte jeres barn.

    • Barnets trivsel
    • Skilsmisse og brud
    Sådan kan jeres barn reagere på samvær

Kontakt os

Vi sidder klar til at hjælpe