Har kommunen modtaget en underretning om dit barn?

Kontakt rådgivningen

Få rådgivning og støtte

En underretning betyder først og fremmest, at kommunen skal undersøge, om du og din familie har brug for hjælp.

Artiklen er skrevet af:

Underretninger er til for at gøre kommunen opmærksom på, at en gravid kvinde eller en familie med børn under 18 år kan have brug for hjælp eller støtte. Kommunen skal undersøge, om der er behov for hjælp, og hvilken hjælp der skal iværksættes.

Hvem kan underrette?

Underretninger kommer som regel fra personer, der er i kontakt med børn og familier. Det kan være pædagoger, lærere, sundhedsplejersken, jordemoderen eller en læge. De har skærpet underretningspligt, det vil sige en særlig forpligtelse til at underrette kommunen, hvis de bliver bekymrede, også selvom der ikke er givet samtykke fra familien.

Normalt bliver de personer, som har forældremyndigheden over barnet, involveret, inden der sendes en underretning til kommunen. Med mindre der er noget særligt i sagen, som giver grund til andet.

Underretningen kan dog også komme fra andre personer, som får kendskab til bekymrende forhold hos en familie. Det kan være naboer, veninder, familie eller andre. Alle mennesker i Danmark har underretningspligt. Dette vil sige, at alle ifølge loven har pligt til at fortælle kommunen, hvis man har mistanke om, at et barn eller en ung lever under bekymrende forhold.

Man kan også selv henvende sig til kommunen, hvis man har brug for hjælp. Få gode råd om at søge hjælp i kommunen.

Vigtigt at vide om underretninger

Underretninger er en mulighed for at få hjælp, og din kommune er forpligtet til at undersøge, hvad du og dit barn har brug for og derefter eventuelt iværksætte den rette hjælp. Underretningspligten skal overholdes, uanset hvad der er årsagen til, at barnet/den unge kan have behov for støttende indsatser.

Den der underretter skal ikke vurdere, om barnet/den unge har ret til at få særlig støtte i kommunen. Det skal vurderes af kommunens familieafdeling i forbindelse med en eventuel undersøgelse af barnets/den unges behov.

Kommunen skal sikre, at både du og dit barn får den bedst mulige støtte.

  • Støtten til barnet er meget forskellig alt efter behovet og kan være rettet mod barnet eller hele familien.
  • Det er en god idé at samarbejde med kommunen, så I i fællesskab kan finde frem til, hvad du og din familie har brug for.
  • Det kan som forælder være rigtig svært, når kommunen modtager en underretning med bekymring for ens barn. Det er vigtigt at huske på, at en underretning oftest er sendt på baggrund af en omsorg og et håb om at ville det bedste for barnet og jer som familie.

Hvis du har brug for at snakke om din situation, kan du få rådgivning hos en af vores rådgivere i Mødrehjælpens Rådgivning.

Du kan læse mere om underretninger hos ankestyrelsen og på borger.dk.

Ordliste til børn og unge, der skal til møde med kommunen

Social- og Boligstyrelsen har lavet en ordliste, der er skrevet særligt til børn og unge, som skal til møde med en rådgiver fra kommunen.

Der findes også videoer, som giver børn og unge viden om, hvordan et forløb i kommunen kan se ud, hvem de skal mødes med, og hvilke rettigheder de har.

Selvom materialet er målrettet børn og unge, kan det også være relevant for voksne at læse eller se.

Artiklen er senest opdateret den 8. november 2024.

Flere artikler

  • Viden

    Gode råd om at søge hjælp i kommunen

    Søger du om hjælp eller støtte hos kommunen eller hos Udbetaling Danmark, kan du her få indsigt i dine rettigheder og gode råd til, hvordan du søger.

    • Parforhold og forældreskab
    Gode råd om at søge hjælp i kommunen
  • Viden

    Psykisk vold mod børn

    Hvad er psykisk vold, og hvilke konsekvenser kan det have for et barn at blive udsat for psykisk vold i hjemmet? Få svarene her.

    • Vold i familien
    Psykisk vold mod børn
  • Viden

    Sådan kan barnet reagere på vold i hjemmet

    Læs, hvordan volden kan påvirke dit barn, og hvilke reaktioner der er tegn på, at barnet mistrives som følge af volden.

    • Vold i familien
    Sådan kan barnet reagere på vold i hjemmet

Kontakt os

Vi sidder klar til at hjælpe