Hvis I ikke er enige om at ville separeres eller skilles eller om de vilkår, der skal gælde for separationen eller skilsmissen, skal I til en vilkårsforhandling i [Familieretshuset].
En vilkårsforhandling afholdes som videomøde. Mødet kan dog afholdes fysisk i en af Familieretshusets afdelinger, hvis du ikke har MitID samt en computer, tablet, smartphone eller lignende med internetadgang.
På vilkårsforhandlingen får I blandt andet vejledning om, hvad det betyder at blive separeret eller skilt, og mulighed for at tale om de to ovennævnte vilkår, som Familieretshuset eller eventuelt [Familieretten] skal træffe afgørelse om, hvis I ikke selv bliver enige.
Selvom I umiddelbart er enige, kan I godt stadig vælge en vilkårsforhandling, hvis I vil have vejledning om reglerne.
Hvis din ægtefælle har udsat dig eller jeres barn for vold, eller hvis der er mistanke om det, kan du give Familieretshuset besked om, at du ikke ønsker at deltage i vilkårsforhandlingen sammen med din ægtefælle.
En vilkårsforhandling koster 2.150 kr. Læs mere om vilkårsforhandling her.
Du kan også læse mere om separation og skilsmisse på Familieretshusets hjemmeside.
Artiklen er senest opdateret den 6. oktober 2025.