Andreas Frost får selv en masse ud af at være frivillig i Mødrehjælpen. Han oplever nemlig en helt anden glæde, end han plejer – og han føler, at han også får meget fra de børnefamilier, som kommer til arrangementerne.
“Uden at ændre på dig selv, bliver du bekræftet i, at det, som du kan give, er noget, som andre mennesker har brug for. Bare det, at du er dig, er nok, og så får jeg en følelse af, at jeg er god nok. Vi har givet hinanden nogle oplevelser, og det skaber en perfekt og harmonisk oplevelse af noget ubeskriveligt”, fortæller Andreas Frost, der selv kan genkende det at have et forbillede.
“Jeg havde en pædagog i børnehaven, som nok havde den alder, jeg har nu, og ham ville vi altid lege med, og vi så op til ham. Jeg kunne selv mærke den fornemmelse, da jeg startede på Pokemon-turen. Det er en rigtig fed følelse at kunne give den følelse til andre børn”, siger han.