For Pernille Hesselby er det lysten til at gøre en forskel i sit lokalsamfund, der bærer meget af hendes engagement i Mødrehjælpen. Hun startede for tre år siden som næstformand i bestyrelsen i Mødrehjælpens lokalforening i Hillerød. Her arbejder hun blandt andet med kommunikation, hvor hun sørger for lokale annoncer og skriver pressemeddelelser, der skal skabe omtale og synlighed omkring foreningens aktiviteter. Hun arbejder også med projektledelse og fundraising.
”Jeg kan bidrage med en lille del, hvor jeg understøtter et fællesskab i lokalsamfundet. Når man er frivillig, kommer der noget mere hjerte i. Man bruger sin fritid og føler, at man gerne vil gøre en forskel. Det er menneskeligheden, der kommer i spil”, fortæller næstformanden, der blandt andet i flere år har brugt tid på at være med til at arrangere en årlig støttekoncert, hvor overskuddet går til Mødrehjælpen.