Hvordan starter I en ny aktivitet?

Få viden om, hvordan I bedst starter en ny aktivitet og hvilke overvejelser I skal gøre jer.

Når I vil starte en ny aktivitet i lokalforeningen, er det vigtigste at tage afsæt i det, der giver mening lokalt og i Mødrehjælpens fælles retning.

  • En god start
  • Ud af krisen

Læs hele Mødrehjælpens strategi her.

Vi arbejder for, at flere familier får en god start på familielivet og støtte til at komme videre, når livet er svært. Det betyder, at jeres aktiviteter skal skabe fællesskaber, give familier et ståsted i hverdagen og bliver en del af gode lokale fællesskaber.

  • Start med sparring

    Det første skridt kan være at tage fat i jeres foreningskonsulent. Sammen kan I afklare idéen, kvalificere den og sikre, at den hænger sammen med både lokale behov og Mødrehjælpens strategi.

    Konsulenten kan hjælpe jer med at skærpe formål, målgruppe og rammer og støtte jer i at tænke samarbejder, rekruttering og organisering ind fra start. Foreningskonsulenten bringer også Mødrehjælpens koncepter og gennemarbejdede redskaber i spil, som kan hjælpe jer med at udvikle og strukturere aktiviteten, så I ikke starter fra bunden.

  • Tag afsæt i lokale behov

    Se på, hvad der fylder for de familier, I møder i jeres lokalområde. Hvor er der brug for fællesskaber? Hvor kan I være med til at give en god start eller støtte i en svær periode?

    Skal I starte en Babycafé?

    Eller er der mere brug for en Familiecafé eller en måltidsaktivitet?

    Tænk også i, hvordan aktiviteten hænger sammen med det, der allerede findes lokalt, og hvordan I kan supplere eksisterende tilbud. Ofte kan der være rigtig mange tilbud til fx småbørnsforældre i samme by, da det er små hold, men her kan I med fordel tænke om der er lokale samlingssteder, bydele eller kommunale institutioner, som kunne give et fællesskab for familier, som ikke får det ellers.

  • Tænk samarbejde og organisering ind fra start

    En aktivitet bliver stærk, når den er forankret organisatorisk og ikke kun bæres af enkeltpersoner. Samarbejdet skal derfor tænkes ind som en del af bestyrelsens arbejde og prioriteringer.

    Overvej, hvilke samarbejder der giver mening, og hvordan de kan understøtte aktiviteten. Det kan for eksempel være samarbejde med kommunens familiehus, sundhedsplejen eller boligsociale medarbejdere, som har tæt kontakt til familierne. Samarbejdet kan handle om rekruttering af deltagere, sparring om behov eller om at skabe gode overgange for familierne mellem forskellige tilbud. Det kan også være et samarbejde om gode lokaler eller bydele, som er tæt på de familier, I gerne vil rekruttere.

    Samtidig er det vigtigt, at bestyrelsen bakker op om aktiviteten og er med til at sikre retning, forankring og synlighed. En ny aktivitet kræver også, at der arbejdes aktivt med kommunikation, så familier, frivillige og samarbejdspartnere får øje på den.

  • Rekruttér de rigtige frivillige

    En ny aktivitet kræver de rette frivillige. Overvej derfor, hvilke kompetencer og roller der er brug for, og hvordan I får fat i de mennesker, der passer til opgaven.

    Nogle eksisterende frivillige kan have lyst til at være med i opstarten, men der vil ofte også være behov for at rekruttere nye frivillige, som har tid, interesse og kompetencer til netop denne aktivitet.

    Vær tydelige i jeres forventninger og i beskrivelsen af opgaven, så det er let at se, hvad man siger ja til. Det er med til at skabe en god start for de frivillige og et stærkere fundament for aktiviteten.

    Læs mere om den gode rekruttering her.

  • Få aktiviteten ind i jeres planlægning

    En ny aktivitet skal tænkes ind i lokalforeningens samlede arbejde. Det betyder, at den skal indgå i jeres handleplaner og budgetter.

    Her bliver det tydeligt, hvad I vil med aktiviteten, hvilke ressourcer den kræver, og hvordan den hænger sammen med jeres øvrige indsatser. Det er også med til at sikre, at aktiviteten kan gennemføres og udvikles over tid.

  • Kom i gang og justér undervejs

    Når rammerne er på plads, kan I sætte aktiviteten i gang. Start i det niveau, der giver mening for jer, og justér løbende på baggrund af jeres erfaringer.

    I står ikke alene. I kan løbende sparre med jeres foreningskonsulent og trække på erfaringer fra andre lokalforeninger.

Kontakt

I kan altid sparre med jeres foreningskonsulent. Kontakt dem her.

Kontakt