Vi må ikke efterlade forældre alene i svære møder om deres børn

For nogle handler mødet om at finde gode løsninger efter et brud. For andre handler det om dybe konflikter om samvær, bopæl eller [forældremyndighed]. Fælles for dem er, at de træder ind ad døren med følelserne uden på tøjet og et stærkt ønske om at blive hørt – og om at sikre det bedste for deres barn.

Og det er langt fra en lille gruppe. Omkring 40% af alle parforhold ender i skilsmisse eller brud, og fire ud af ti forældre, der går fra hinanden, er i kontakt med Familieretshuset inden for fire år.

De store følelser, der er i spil, gør Familieretshusets opgave vanskelig, og mødet bliver yderligere kompliceret af, at flere forældre ikke oplever at kunne navigere trygt i systemet.

I en rundspørge blandt forældre i Mødrehjælpens Familiepanel svarer næsten hver tredje, at de er helt enige i, at de familieretslige regler er komplicerede at forstå. Hver fjerde er helt enig i, at det er svært at beskrive deres sag ved møder i Familieretshuset.

Det er tankevækkende. For hvordan træffer man de rigtige beslutninger om sit barns fremtid, hvis man ikke føler, at man forstår reglerne? Hvordan får man fortalt det, der er vigtigt, hvis man er stresset, presset eller bange for at sige noget forkert?

Mange forældre står ikke alene med den oplevelse. En evaluering af det familieretlige system fra VIVE viser, at også professionelle oplever, at det er svært at sikre, at de rigtige informationer inddrages i en sag, og at forældre har brug for mere hjælp til at skabe overblik over deres sagsforløb.

Støtte er afgørende

Når nogle forældre har svært ved at forstå processen eller få deres perspektiv frem, bliver det ikke kun et praktisk problem. Det bliver et spørgsmål om lighed og procesretfærdighed. For evnen til at navigere i et komplekst system bør ikke afhænge af uddannelse, ressourcer eller størrelsen på ens netværk.

Netop derfor etablerede Mødrehjælpen for nogle år siden en bisidderordning. Her tager frivillige fra Mødrehjælpen med til forældrenes møde i Familieretshuset. Den frivillige er ikke advokat og ikke en partsrepræsentant, men et ekstra sæt ører og en rolig hånd på skulderen. En person, der hjælper med at skabe overblik, forberede mødet og hjælpe med at få sagt det, der er vigtigt for forælderen.

Det lyder måske enkelt. Men for mange gør det en afgørende forskel. Mere end 300 forældre er blevet visiteret til en bisidder gennem Mødrehjælpen, og tilbagemeldingerne taler for sig selv.

En mor, der oplevede stor kompleksitet i mødet med systemet, fortæller: “Det var virkelig rart at have én med, som kunne fortælle mig, hvad jeg skulle, og hvad jeg kunne forvente. Det gjorde en verden til forskel for mig at have en bisidder med.”

En far, som har været udsat for vold i sit forhold, siger: “Jeg har været bange og ikke kunnet træffe beslutninger, så det betød rigtig, rigtig meget at have en støtte med.”

Det er tydeligt, at det ikke handler om at få medhold, men om at få mulighed for at deltage på lige fod. Derfor håber jeg også, at vi som samfund vil se værdien i den frivillige hjælp, der kan gøre mødet mellem borgere og system mere trygt og ligeværdigt.

Lige nu er Mødrehjælpens bisidderordning finansieret af projektmidler, og det vil være et tab, hvis der ikke politisk sikres ny finansiering snart. Ikke kun for de forældre, der har brug for en støtte ved deres side, men også for ambitionen om, at alle forældre skal have lige mulighed for at blive hørt, når beslutninger om deres børn skal træffes.

For nogle gange er forskellen mellem afmagt og deltagelse ganske enkelt at have et støttende menneske ved sin side.