Fortællinger

Mange børnefamilier kæmper med en voldsomt stram økonomi

Priserne på helt almindelige dagligvarer er steget de seneste år og flere tilskud er ophørt i 2023. Det har gjort økonomien ekstremt presset i mange familier – bl.a. hos Suzette Knudsen og hendes datter.

For fire år siden, havde 35-årige Suzette Knudsen aldrig i sit liv troet, at hun skulle være blandt dem, der på et tidspunkt måtte søge julehjælp. Hun havde indtil da stort set altid været i arbejde hele sit voksenliv og haft en stabil økonomi.

”Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg skulle stå i sådan en situation, hvor der er ting, vi ikke har råd til. Da jeg besluttede mig for at blive singlemor, kørte min forretning godt, og jeg havde en forsikring, der skulle have givet mig barselsdagpenge. Der var styr på det,” siger hun.

Kort inden corona-pandemien ramte, var hun sprunget ud som selvstændig. Det så fornuftigt ud, men da anden lockdown kom, kunne forretningen ikke længere overleve. Suzette kom først på dagpenge og siden 2021 på kontanthjælp. Det har gjort pengene små.

”Jeg har kun oplevet, at det er blevet færre de seneste år. Når min datter er i vuggestue, kan jeg få maden til at strække længere, for jeg kan sagtens selv finde på at springe et måltid over for at spare penge.”

Lommeregner er fast følgesvend

Det er oftest Suzette selv, der undværer – ud over måltider, er det også nyt tøj, hun sparer væk, selvom der er huller i det gamle – men hun er også bekymret for, hvordan den pressede økonomi påvirker datteren.

”Nogle gange kan vi ikke dyrke hendes naturlige udvikling – fx skal børn jo gerne se en madvare mange gange før, de spiser den, men jeg har ikke råd til at købe broccoli, som hun ikke rører.”

I dag har Suzette ca. 2.500 kr. tilbage om måneden til alt fra mad til bleer, rengøringsmidler og tøj. Hun er en af dem, som oveni kontanthjælpen har fået udbetalt et midlertidigt børnetilskud samt senere en inflationshjælp målrettet udsatte børnefamilier. Begge dele ophørte i 2023 og det kan mærkes – især i en tid, hvor dagligvarepriserne stadig er høje.

”Det er ofte med lommeregneren åben på telefonen, når jeg handler. Jeg bruger ingen unødvendige penge, men alligevel løber det op.”

Julehjælp bringer magien tilbage

Suzette har søgt – og fået – julehjælp fra Mødrehjælpen flere af de seneste år, og hjælpen gør en stor forskel, fortæller hun.

”Især julen er slem, for den magiske følelse forsvinder, når man ikke har nogen penge. Samtidig er min datter blevet langt mere bevidst om julen, gaverne og godterne, så det presser mig også.”

”Det handler ikke om, at vi ikke kan komme i Tivoli eller på julemarked med entré, men om alle de små ting, der skaber julestemningen. Dem kommer man ikke gratis til. I min datters vuggestue, skulle de fx have kalendergaver med, så der var gaver hver dag.”

Allerhelst ville Suzette være i arbejde, men efter et kompliceret fødselsforløb fik hun en psykisk efterreaktion, som hun stadig får hjælp til at tackle. Samtidig har datteren haft mange sygdomsperioder med astmatisk bronkitis, falsk strubehoste og andre luftvejsinfektioner.

Håbet er derfor i første omgang et deltidsjob, og på sigt – naturligvis – at datteren undgår flere infektioner og hun selv kan finde et fuldtidsjob igen.

Få den nyeste viden