Nyheder

Familiepolitikken kan ikke vente længere, Mette Frederiksen

I sommer lancerede statsministeren et nyt, stærkt fokus på børnefamilier, og forventningerne var store. Desværre har fraværet af politisk ambition og retning siden været tydelig, og vi venter stadig på løsninger, der gør hverdagen lettere – også for de mest sårbare familier.

Bragt i Politiken den 1. januar 2025 

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

I sommer lancerede en samlet regering et stærkt fokus på børnefamilier og i kølvandet på den melding lagde statsminister Mette Frederiksen 28. august et opslag på Instagram, hvori hun adresserede det faktum, at vi i Danmark får langt færre børn end tidligere og efterlyste forslag fra sine følgere til, hvordan vi får vendt udviklingen.

Tre måneder senere havde statsministeren haft besøg af en række influenter og deres børn i kølvandet på, at regeringen har gjort det gratis at få hjælp til andet barn. Det gav anledning til et nyt opslag, hvori hun gav udtryk for, at opgaven med at skabe bedre rammer for familierne stadig ligger forude og gentog opfordringen til sine følgere om at sende forslag.

Dét er, hvad vi har set til børnenes statsminister på en ellers vigtig dagsorden siden sommerferien.

Ideen om inddragelse er god, men det kræver opfølgning og handling. Og det går alt for langsomt, og derfor står spørgsmålene tilbage om, hvad regeringen og statsministeren egentlig vil med familiepolitikken og hvor længe vi skal vente, før de kommer i arbejdstøjet.

Problemet er vi enige om. Der bliver født for få børn i Danmark og der er derfor behov for bedre rammer om familielivet. Og det haster. Tal fra Danmarks Statistik viste for nyligt, at alt tyder på, at vi – stik imod forventningen – vil føde færre børn i år end sidste år. Det går den forkerte vej. Og – selvom bedre muligheder for fertilitetsbehandling naturligvis er en stor hjælp til de par, der kæmper for at blive forældre – så løser det ikke den udfordring, langtfra.

For fertilitetsproblemer er ikke det, der holder den store gruppe af familier i sårbare livssituationer fra at få børn. I en undersøgelse fra Rockwoolfonden vurderes det tværtimod, at det er et aktivt valg, fordi de ikke har lyst eller vurderer, at de har råd. For dem er svaret til at føde flere børn ikke gratis fertilitetsbehandling. Der er brug for helt andre greb.

I Mødrehjælpen møder vi mange børnefamilier i sårbare livssituationer og vi kender deres udfordringer. De er ofte komplekse, fordi familierne både er pressede økonomisk, sundhedsmæssigt og mentalt. Deres udfordringer går på tværs af sundheds-, sociale- og beskæftigelsesområder – og det er vores bærende samfundsinstitutioner ikke gearet til i dag. Derfor oplever mange, at de ikke får den nødvendige hjælp og ofte farer de vild i systemet. Udviklingen går i den forkerte retning.

Vi ser i disse år markante forskydninger i sårbarhedsbegrebet, som betyder, at antallet af sårbare familier med komplekse udfordringer, som har brug for hjælp og støtte, stiger. Heller ikke det, er vi som samfund gearet til.

Derfor er der brug for, at regeringen med statsministeren i spidsen tager familiepolitikken langt mere alvorligt. Dels ved at indtænke og inddrage de mest pressede familier – det er næppe dem, der har overskud til at sidde og skrive kommentarer på Instagram. Og dels ved at komme i arbejdstøjet, så vi kan få en ny sammenhængende og socialt ansvarlig familiepolitik. En familiepolitik, hvor fokus er på rammebetingelser for et velfungerende familieliv – også for lavindkomstgrupper med faste og skæve arbejdstider. For familier, hvor økonomien sætter begrænsninger for børnenes deltagelse i fællesskabet og familier, hvor kronisk sygdom sætter hele familien voldsomt under pres.

Første naturlige skridt er, at regeringen nedsætter en Familiekommission, der kan komme hele vejen rundt om de udfordringer, der skal håndteres. Vi bidrager gerne.

Få den nyeste viden