Kære regering: Det er tid til at prioritere familierne
Bragt i Berlingske den 16. august 2014
Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Igen og igen får vi at vide af politikerne, at der fødes for få børn i Danmark. Regeringen har gjort det nemmere at få fertilitetsbehandling og netop lanceret et nyt udspil til regnbuefamilier. Senest har Moderaterne foreslået mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet for småbørnsfamilier og en reform af familieområdet. Ligesom Venstre har foreslået en arbejdslivskommission.
Det er alt sammen virkelig godt. For der ér brug for markante ændringer. Men vi må ikke glemme den sociale balance.
For der er ikke bare brug for en familiepolitik, men en socialt ansvarlig én af slagsen. En familiepolitik, der ikke kun tager afsæt i de stærke røsters behov, men også alle dem, som har så travlt med at få dagligdagen til at hænge sammen, at de ikke får formuleret deres behov i et skarpt debatindlæg.
Det politiske fokus på familierne har været fraværende alt for længe. Ikke siden 2007 har vi haft et Familieministerium eller en familie- og arbejdslivskommission. Siden da er familiepolitik kun dukket op som et levn fra gamle dage. Der er brug for nytænkning.
Sårbarheden stiger
I Mødrehjælpen kender vi familierne. Vi rådgiver og støtter vordende forældre og børnefamilier, når de bliver ramt af kriser. Vi ved, at det ofte er komplekse problemstillinger, familierne slås med. Problemstillinger, der går på tværs af politiske ressortområder.
Og de familier bliver der flere af. I disse år ser vi markante forskydninger i sårbarhedsbegrebet, som betyder, at antallet af familier, der har brug for hjælp og støtte hos os og andre organisationer, stiger. De er pressede økonomisk, sundhedsmæssigt og mentalt – og mange af vores brugere fortæller, at de ikke får den nødvendige hjælp og ofte farer de vild i systemet. Udviklingen går i den forkerte retning.
Mange af de familier er også blandt dem, der får færre børn end tidligere. Forskning fra Rockwoolfonden viser, at det er en skrøne, at dem med de laveste uddannelser får flest børn – det forholder sig modsat, fordi de ikke har lyst, eller synes, de har råd. Det er altså et aktivt fravalg. For dem er gratis fertilitetsbehandling ikke svaret til at føde flere børn. Der er brug for helt andre greb.
En familiepolitik for alle
Sårbarhed er ikke det eneste parameter i vækst på familieområdet, det er kompleksiteten også. Opbrud og skilsmisser fylder i mange familier, og nye familieformer er kommet til – begge dele fordrer nytænkning.
Fx ved vi, at enlige forsørgere er mere stressede og ensomme end samlevende forældre. Derfor er det vigtigt med et selvstændigt fokus på at styrke rammevilkårene for enlige forsørgere – ikke kun på arbejdsmarkedet, men også i forhold til vores velfærdsinstitutioner mm.
Der er derfor brug for en samlet socialt ansvarlig familiepolitik, der tager hånd om alle sårbare børnefamilier, og som ser på tværs af sundhed, sociale forhold, uddannelse og beskæftigelsessektoren. Og her er en familie- og arbejdslivskommission og et nyt Familieministerium vigtige skridt. Så kære regering; Prioriter alle landets børnefamilier.