Emma og Daniel går i parterapi. De går også til psykolog – hver for sig. Det har nemlig ikke rigtig fungeret derhjemme, siden Emma for et år siden vendte tilbage på arbejdet efter sin barselsorlov, fortæller hun grædende, da socialrådgiveren i Mødrehjælpens rådgivning besvarer hendes opkald.
Daniel har det lidt svært, både fysisk og psykisk, og Emma synes, at han ofte reagerer både uhensigtsmæssigt og uforudsigeligt. Han vil gerne lege med Luna på knap fire år, men hvis datteren bliver ked af det eller vred, lukker Daniel fuldstændig af. Det er svært for et lille barn at håndtere pludselige afvisninger, så Emma bruger en masse energi på at forhindre, at der opstår konflikter.