Sofie, 19 år: Fødslen kommer som en overraskelse – også for Sofie selv
Mavepinen, som har været der siden morgenstunden, bliver bare værre og værre, og først på aftenen får Sofie en veninde til at køre hende på skadestuen. Hun er begyndt at bløde forneden.
På sygehuset bliver Sofie undersøgt, og lægen konstaterer, at hun er ved at føde. Det er lidt af et chok. Sofie har måske haft nogle symptomer de seneste ni måneder, som pegede i retning af en graviditet. Hendes menstruationer har været uregelmæssige og svagere end normalt. Og så var der en periode for syv-otte måneder siden, hvor hun ofte vågnede med kvalme og utilpashed om morgenen.
Selvom hun var kommet til at have ubeskyttet sex efter en bytur, så var det dog ikke noget, Sofie kædede sammen med en graviditet, og når nu hun fik sin menstruation og der ikke var noget at se på maven, så kunne hun da ikke være gravid.
Sofie føder en sund og rask dreng, men det er ikke lykke og lettelse, der fylder hende. Chokket er stort, og det tager tid for Sofie at bearbejde. Efter fødslen får hun støtte af kommunen. Sofies faster har mulighed for at blive netværksplejefamilie, og det giver Sofie den ro og aflastning, der skal til for at finde sig til rette i rollen som mor.
Læs om muligheder for hjælp og støtte efter fødslen her.