Frygter du, at dit barn bliver fjernet?

Kommunen kan anbringe et spædbarn eller et barn uden for hjemmet, hvis man vurderer, at barnet har brug for en særlig støtte, som barnets forældre ikke kan give.

Er der tale om et endnu ufødt barn eller et nyfødt spædbarn, kan anbringelsen blive besluttet ud fra en vurdering af jeres evner som forældre og jeres situation. I vil altid blive inddraget, hvis kommunen overvejer en anbringelse af jeres barn.

Herunder kan du læse, hvad en anbringelse er, og hvilke rettigheder du har som forælder, hvis dit barn bliver anbragt uden for hjemmet.

Det er blandt andet vigtigt at vide, at en anbringelse ikke er tænkt som en permanent løsning. Barnet vil på et senere tidspunkt kunne komme til at bo med dig. Det kan du læse mere om nederst på siden.

Husk, du er altid velkommen til kontakte Mødrehjælpens rådgivere her på skjultgravid.dk, hvis du har brug for råd og vejledning eller har spørgsmål til regler omkring anbringelser.

Frivillig anbringelse eller anbringelse uden samtykke

Hvis du og barnets anden forælder i dialog med kommunens familieafdeling giver lov til anbringelsen af barnet ved at give jeres samtykke, kaldes det en frivillig anbringelse.

Hvis I ikke er enige i, at jeres barn bør anbringes uden for hjemmet, kan I undlade at give samtykke til anbringelsen. Familieafdelingen kan herefter vælge at anbringe barnet alligevel. En anbringelse uden samtykke er det, der også bliver kaldt en tvangsanbringelse.

Tvangsanbringelse lige efter fødslen sker kun i særligt akutte tilfælde

Hvis en kommune anbringer et spædbarn umiddelbart efter fødslen uden forældrenes samtykke, vil det være, fordi man vurderer, at situationen er akut, og at barnet vil tage skade, hvis det kommer med forældrene hjem.

Afgørelsen kan i helt særlige tilfælde træffes inden barnet er født. Det kan ske, når der er en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af de kommende forældres manglende evner eller ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet. 

Kommunen skal forsøge at hjælpe familien på andre måder, inden en anbringelse kan komme på tale, og kommunen kan undersøge sagen grundigt over en længere periode for at undersøge forældrenes evne til at passe på barnet. 

En anbringelse er sidste udvej, men som udgangspunkt ikke en permanent løsning 

Kommunen skal afsøge andre og mindre indgribende tilbud om hjælp til barnet, inden en anbringelse kommer på tale. Det kan blandt andet være støtte fra en familiebehandler i hjemmet.

Læs om mulighederne for hjælp og støtte efter fødslen her.

For at en anbringelse kan godkendes, kræver det altså, at problemerne ikke kan løses, mens barnet fortsat bor hjemme.

Selvom dit barn skulle ende med at blive anbragt, er det ikke ensbetydende med, at du ikke har mulighed for at få barnet hjem til dig, da der løbende skal følges op på en anbringelse.  

Du kan til enhver tid trække dit samtykke til en frivillig anbringelse tilbage. Gør du det, skal familieafdelingen tage stilling til, om dit barn kan komme hjem, eller om de kan anbringe barnet uden samtykke.

Der kan træffes afgørelse om en permanent anbringelse, hvis børn og unge der er anbragt, har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner, og hvis det er af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Barnet skal have været anbragt i mindst 3 år.  

Du har mulighed for at se barnet

Alle anbragte børn og unge har ret til samvær med deres familie under anbringelsen.

Det er kommunens familieafdeling, som skal sørge for, at barnet får mulighed for det.

Barnet eller den unge kan anmode om, at samværet alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge, eller om at få suspenderet samværet med forældrene eller netværket i en periode på op til 8 uger. 

Her kan barnet blive anbragt

Du har som udgangspunkt ret til at blive hørt, inden kommunen træffer beslutning om, hvor barnet skal anbringes. Der findes disse forskellige anbringelsessteder:

• Almene plejefamilier: Plejefamilier, der er godkendt til at levere en grundlæggende indsats bl.a. i form af et omsorgsfuldt familieliv, en forudsigelig hverdagsstruktur og et stort engagement til et sårbart eller udsat barn eller ung med lettere til moderate støttebehov. 

• Forstærkede plejefamilier: Plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, som har moderate til svære støttebehov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. 

• Specialiserede plejefamilier: Plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, der har svære støttebehov, herunder eventuelle behov som følge af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har mere specialiserede behov og/eller viser tegn på mistrivsel, men som samtidig vurderes at have gavn af at bo i familielignende rammer.  

• En netværksplejefamilie: Familieafdelingen skal undersøge, om dit barn kan bo hos nogen i jeres familie eller omgangskreds. Det vil kræve en godkendelse og en kort uddannelse at blive netværksplejefamilie. Bestemmelsen har til formål at sikre, at et barn eller en ung, der har brug for et nyt hjem, kan komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på. 
• Børne- og ungehjem: Der findes specielle døgninstitutioner for spædbørn, såkaldte mor-barn-hjem eller observationshjem. Her er spædbørn som oftest kun i en kortere periode, hvis det skal besluttes, om de skal hjem og bo eller bør anbringes i en plejefamilie. Den primære målgruppe på de almindelige døgninstitutioner er børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer.