Som udgangspunkt har I ikke krav på at modtage noget fra den anden, når I går fra hinanden. Det betyder, at I tager det med jer, som I hver især ejer – både de ting I havde, da I flyttede sammen, og de ting, som I selv har købt i løbet af forholdet.
Den af jer, der står registreret som ejer af en ting, for eksempel en bil, er som udgangspunkt berettiget til at beholde den, også selvom det måske var en tilfældighed, hvem der fik bilen registreret i sit navn. På samme måde har I hver især ansvaret for de penge, I eventuelt skylder væk. Er det for eksempel kun en af jer, der står registreret på et banklån, vil det også være vedkommende, der over for banken kommer til at hæfte for gælden efter jeres brud.
Kompensationskrav
I helt særlige situationer hvor I begge har betalt til for eksempel et hus, men hvor det kun er den ene af jer, der står på skødet, kan der i visse særlige tilfælde være mulighed for, at retten afgør, at den, der står som ejer af huset skal betale en (mindre) økonomisk kompensation til den anden. Det kræver blandt andet, at der har været et samliv af en vis varighed, og at den økonomisk dårligst stillede af jer har medvirket væsentligt til, at den anden har kunnet bevare eller forøge sin formue.
Du kan læse mere om kompensationskrav på familieadvokaten.dk.