Da 29-årige Emilie fik lyst til at bruge sin fritid på noget meningsfuldt, fandt hun vej til Mødrehjælpens lokalforening i Næstved. I dag er hun tovholder og cafévært i Mødrehjælpens Babycafé, hvor hun oplever, hvordan møder mellem forældre kan udvikle sig til nye fællesskaber.
“Jeg ser, hvordan forældre, der er kommet alene, finder hinanden i caféen”
Mød Emilie - aktivitetsfrivillig i en af Mødrehjælpens babycaféer
”Som aktivitetsfrivillig ser jeg, hvordan forældre, der er kommet alene, finder hinanden i caféen og udvikler venskaber på tværs.”
At skabe et sted, hvor nybagte forældre i sårbare situationer kan komme og danne nye venskaber, er det, som betyder allermest for Emilie, som aktivitetsfrivillig i Mødrehjælpens Babycafé i Næstved.
For mens babyerne pludrer på tæpper på gulvet, og forældrene spiser en bid mad mellem amninger, flasker og børnenes små lure, sker der noget andet: Forældre, der måske føler sig alene i en ny livssituation, finder et sted, hvor de kan spejle sig i andre.
”Det er et sted man kan komme hen uden krav, uden at nogen kigger skævt og man møder nogle mennesker man måske ikke ville have mødt ellers. Det er det herlige ved det her koncept.” siger Emilie.
En sommerferie blev starten på noget nyt
En dag i sin sommerferie tænkte Emilie, at hun havde lidt ekstra tid, som hun gerne ville bruge på noget, der gav mening. Hun søgte efter frivilligt arbejde på nettet og faldt over et opslag fra Mødrehjælpens lokalforening i Næstved.
Lokalforeningen søgte en frivillig, der havde lyst til at skabe aktiviteter for børnefamilier i lokalområdet. Efter en snak med foreningens formand fik Emilie frie hænder til at stable foreningens første Babycafé på benene.
I dag planlægger hun babycaféens indhold sammen med de øvrige aktivitetsfrivillige og er selv cafévært mindst én gang om måneden.
Et frirum for nybagte forældre
Babycaféen er et sted, hvor nybagte forældre kommer med deres babyer og møder andre i samme situation.
Der er navnesang, fri leg og altid et relevant oplæg om emner som fx søvn, amning eller barnets udvikling. Vigtigst af alt er der også plads til at vende praktiske spørgsmål og tid til hyggesnak.
Med sin baggrund som børnesygeplejerske passede det Emilie perfekt at starte en café op. Hun bruger nemlig sin arbejdserfaring, når hun skal udvælge relevante oplæg for småbørnsfamilier og holder også selv oplæg. Men at bruge sin faglighed er kun den ene del af, hvad Emilie får ud af at være frivillig. Det andet er at gøre en forskel.
”Du møder så mange forskellige mennesker og får lov til at være en del af dem. Det er så skønt at se det gavner, og der er nogen, der er glade for tilbuddet.”
Ugentlige møder, der bliver til fællesskaber
Mange familier vender tilbage uge efter uge.
Det betyder, at Emilie får lov til at følge både børnene og forældrene over tid.
”Man kan huske navnene og man kan følge med i de små mennesker, der udvikler sig. Jeg ser også, hvordan forældre, der er kommet alene, finder hinanden i caféen og udvikler venskaber på tværs.”
For Emilie er det de øjeblikke, der viser værdien af frivilligheden. At et fællesskab ikke nødvendigvis opstår af sig selv, men at det nogle gange kræver en konkret aktivitet, man kan mødes om med andre i samme situation.
Frivillighed skal passe ind i hverdagen
Ved siden af sit frivillige engagement arbejder Emilie på fuld tid som børnesygeplejerske.
Alligevel oplever hun, at det er muligt at få det frivillige arbejde til at passe ind i hverdagen.
Selve caféen tager omkring fire timer ad gangen, og rollen som tovholder bruger hun i gennemsnit omkring ti timer på om måneden.
”Selvfølgelig føler man et ansvar for de opgaver, man har sagt ja til. Men hvis man ikke når noget i dag, kan man måske nå det i morgen. Man lægger den tid i det, som man kan og har lyst til. Jeg synes virkelig, at frivilligheden skinner igennem.”
Netop fleksibiliteten har gjort det muligt for hende at blive ved. Et fuldtidsjob behøver ikke være en barriere for at være frivillig.
Man behøver ikke have en særlig baggrund for at være frivillig
I Babycaféen kommer de frivillige med forskellige baggrunde og forudsætninger. Nogle er stadig på arbejdsmarkedet, andre er pensionister. Nogle har en faglig baggrund, der passer direkte til opgaven, mens andre bidrager med helt andre erfaringer.
”Der er et godt samarbejde og forskellige erfaringer.”
Derfor er Emilies opfordring til andre også enkel:
Hvis man er nysgerrig på frivilligt arbejde, synes hun ikke, man skal være bange for at kaste sig ud i det.
”Hvis man bare har en lille spire, der siger man skal prøve at være frivillig, så skal man bare gøre det” siger Emilie.