Debatindlæg bragt i Politiken 10/09/16 af Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.
Skridtene over krisecentrets dørtærskel er formentlig tunge. For de fleste kræver det mange og lange overvejelser, før de træffer beslutningen og søger tilflugt, ly og støtte et sted, hvor man ikke vil findes, hvor man er skærmet fra omverdenen, hvor man er i sikkerhed. Nogle har håbet, at kærligheden i parforholdet ville genopblusse. At volden ville gå væk, hvis de selv blev bedre til at undgå konflikter. Andre har måske længe villet, men ikke turdet forlade deres voldelige partner, som i nogle tilfælde har truet dem på livet. Eller ligefrem truet med at slå børnene ihjel.
I Danmark udsættes 33.000 kvinder hvert år for vold. Når de tager det modige skridt at søge hjælp for at træde ud af voldens skygge, vil mange af dem være følelsesmæssigt nedbrudte. Som Politiken 5. september beskrev det i artiklen ‘ Voldsramte kvinder risikerer psykisk frit fald’, er mange så traumatiserede, at de lever med symptomer på ptsd, posttraumatisk stress syndrom, som vi kender det fra soldater, der vender hjem fra krigshærgede områder. Fordi deres hjem har været en krigszone. Det samme gælder for deres børn.
Lige nu samler organisationen Danner, der arbejder mod vold i hjemmet og også driver krisecentre, underskrifter ind til støtte for et forslag til Folketinget, som Enhedslisten vil fremsætte til efteråret. Forslaget handler om, at der skal tilbydes efterværn til de kvinder, der har været på krisecenter, så de bliver støttet i tiden efter opholdet på centeret. Det forslag bakkerMødrehjælpen naturligvis op om.
Men det rækker ikke alene. Forslaget omfatter nemlig kun de kvinder, som har været på krisecenter, hvor pladserne i øvrigt er få. Kun omtrent 2.000 af de i alt 33.000 voldsudsatte kvinder opholder sig hvert år på krisecentrene, der i dag er det eneste lovfæstede behandlingstilbud, som kommunerne skal stille med til voldsramte kvinder. Her bliver så det helt kritiske spørgsmål: Hvad med de øvrige 31.000? Hvilken hjælp er de sikret? Hvilke tilbud er deres børn, som i mange tilfælde har overværet volden eller måske endda selv været udsat for den, sikret? Lige nu næsten larmer det forstemmende svar: Ingen.
Svaret bør være et andet, hvis vi vil vold i hjemmet til livs, nemlig at alle voldsudsatte landet over får lovfæstet adgang til et ambulant tilbud om rådgivning og behandling. Faktisk er der i forvejen stor efterspørgsel på netop det. Omtrent halvdelen af henvendelserne til krisecentrene handler om, hvorvidt de kan tilbyde rådgivning og behandling, uden at kvinden samtidig skal tage ophold på centeret.
Enkelte kommuner har forskellige tilbud, der rækker ud over et ophold på et krisecenter. Men ligesom det desværre gælder på en lang række andre områder inden for den sociale indsats, gælder det også her, at det er uklart, hvilke tilbud der rent faktisk virker. Man kan altså med rette være bekymret for, at kvaliteten af disse tilbud er svingende, og at de mangler den nødvendige helhedsorientering.
Hvert eneste menneske, der søger hjælp til at lægge et liv med vold bag sig, bør mødes af kompetente fagfolk, der bruger metoder med dokumenteret effekt. Det skylder vi både de mennesker, der rækker ud efter støtten, deres børn, og det skylder vi også hinanden i samfundet som helhed. De evidensbaserede metoder findes. Vi bruger dem i Mødrehjælpen i projektet ‘ Ud af Voldens Skygge’, hvor de voldsudsatte kvinder og deres børn indgår i et forløb med psykologer, socialrådgivere og socialpædagoger. Forløbet, der typisk strækker sig over et halvt til halvandet år, kan blandt andet omfatte individuel terapi, gruppesamtaler, mor/barn-samtaler og samtaler med børnene. Af de mødre, der deltog i 2015, oplevede tre ud af fire en øget uafhængighed af den voldelige partner. Omtrent otte ud af 10 fik mindsket de psykiske følgevirkninger af volden. Også børnene havde mærkbart gavn af forløbet. Flertallet af dem klarede sig eksempelvis bedre adfærdsmæssigt og i deres forhold til kammeraterne.
Med ambulante tilbud kan flere hjælpes tidligere. Vi kan støtte flere i at undgå, at volden eskalerer til et niveau, hvor de voldsudsatte føler sig tvungne til at forlade deres hjem og flygte ind på et krisecenter. Børn vil kunne slippe for at skulle tages ud af skolen og rykke med mor på krisecenter.
En opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2010 viser, at vold mod kvinder mindst koster det danske samfund en halv milliard kroner om året i udgifter til blandt andet sundhedsvæsenet, retsvæsenet og driften af krisecentre. Dertil kommer de udgifter, der følger i kølvandet på ødelagte liv – til sygedagpenge, til anbringelse af børn. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være med at bekæmpe vold i hjemmet med tiltag, der rent faktisk virker. Gør vi ingenting, kan vi i hvert fald være sikre på, at det fortsat vil have store følelsesmæssige omkostninger for de voldsudsatte og for deres børn. Det vil koste samfundet både i kroner og øre, men mest af alt vil det koste samfundet dets samvittighed.
