Kunst og samarbejder i webshoppen

Det handler om nærhed og respekt

Illustrator Pia Olsen har en særlig grafisk Mødrehjælpen-streg, som er bred, sort og let genkendelig. Man bliver glad af se på hendes motiver, som du blandt andet finder på plakater, lykønskningskort og de nye kalenderlys i vores webshop.
Pia Olsen
Pia Olsen ved tegnebordet, fotograferet af Sille Schumann.

Humoren som kreativt redskab

Uanset om man er fem eller 35 år, kan man blive ved med at gå på opdagelse i Pia Olsens illustrationer og finde nye, sjove detaljer. Der er masser af humor i tegningerne, og det er selvfølgelig helt bevidst:

”Humoren er et rigtig godt redskab, når man skal formidle alvorlige emner, og jeg bruger tit humor i mine tegninger til Mødrehjælpen. Jeg finder inspiration i mine omgivelser: Det kan være, jeg ser en hund med et godt underbid, et barn i supermarkedet med en sjov hue eller en cyklist med et helt særligt vindblæst look. Jeg hiver disse observationer frem, når jeg får en tegneopgave, hvor de kan passe ind,” fortæller Pia Olsen.

”Udfordringen er at finde den rette balance i brugen af humoren: Jeg vil jo ikke gøre grin med nogen. Vi skal behandle hinanden med respekt.”

Pia Olsens tegninger er netop altid respektfulde, samtidig med at de er varme, kærlige og omfavnende. Man kan sagtens genkende både sig selv og andre i dem.

kalenderlys 2023
Den karakteristiske sorte Mødrehjælpen-streg er i anledning af julen suppleret med en rød og en guldfarvet.

En opfordring til nærvær

December er en måned fyldt med julehygge – og ofte har vi så travlt, at vi slet ikke når til den hygge. Det vil Pia Olsen gerne være med til at ændre på med det kalenderlys, hun har designet til Mødrehjælpen:

”Det er ikke bare et lys med 24 tal, der skal brænde ovre i hjørnet. Det er fyldt med detaljer og julede figurer, så man får lyst til at sætte sig sammen og kigge på det. Et lille lys, der bidrager til at skabe ro og nærvær i en travl måned.”

Der er hjælp at hente

Pia Olsen har tegnet for Mødrehjælpen siden 2019, og opgaverne er meget vigtige for hende:

”Det føles rigtig godt at kunne være med til at hjælpe børnefamilier og gravide. Mødrehjælpen er der for mennesker, der er udfordret, for eksempel på grund af sygdom eller fattigdom. Der er hjælp at hente, og alle er velkomne.”

Du møder Pia Olsen mange andre steder end i Mødrehjælpens webshop, og du kan se flere finurlige tegninger på piaolsen.com.

Du kan også følge illustratoren her på Facebook og på Instagram.