Al dialog forsvandt. Ikke at der havde været meget dialog før. De seneste år af Lotte Seheim og hendes partners ægteskab havde været konfliktfyldte, og ofte ønskede børnene ikke at være i samme rum som forældrene, når de skændtes. Men da først Lotte Seheim sagde den tanke højt, hun havde gået med i flere år: at hun ville skilles, blev det hele forværret.
”Min ekspartner opfattede det som en krigserklæring. Det var hæsligt at bo under samme tag. Alting blev målt og vejet. Vi fik endnu flere skænderier – ikke om én ting, men om alting. Samtidig ville ingen af os flytte, for så ville børnene få bopæl hos den anden,” siger Lotte Seheim.
Børnene blev det store konfliktpunkt. Hvor skulle de have bopæl? Hvordan skulle de have samvær? Hvad med ferie? Samtidig følte Lotte Seheim, at hendes evne som mor hele tiden blev vurderet, mens skilsmissesagen kørte.
”At stå i en skilsmisse er ligesom at være fanget i en kæmpe vindmaskine. Specielt når der står to forældre, som ikke kan kommunikere. Håret er blæst helt tilbage, og du skal stemme imod for ikke at blive lagt ned. Det var jo mine børn – det vigtigste i mit liv – der var på spil. Større bliver det ikke.”
Det konstante pres betød, at der blev mindre overskud, især til at være til stede for børnene. Heldigvis anbefalede en af Lotte Seheims veninder hende at tage kontakt til Mødrehjælpen, hvor hun fik tid hos rådgiveren Hanne.
”Hanne var guld værd. Herinde var der ikke nogen vindmaskine, der stod og blæste. Jeg kunne tænke mine tanker højt sammen med en anden, blive udfordret på dine holdninger og få perspektiv på tingene, når jeg havde brug for det,” siger Lotte Seheim.
En negativ klassiker
Egentlig var det den klassiske historie om to mennesker, der vokser fra hinanden. Lotte Seheim og hendes ekspartner havde været sammen i 21 år. De mødte hinanden gennem studiet, forelskede sig og fik tre børn.
Men med tiden forsvandt den overbærenhed, man har i starten af et forhold. De begyndte i højere grad at leve livet hver for sig, der var ikke længere plads til forskelligheder, og de ting, der normalt fik tingene til at balancere, forsvandt.
”Jeg vågnede ikke bare op en morgen og tænkte, jeg vil skilles. Det var en beslutning, der var lang tid undervejs. Specielt, fordi vi har tre børn, for så er det også deres liv, min beslutning vender op og ned på,” siger hun.
”Børnene blev alfa og omega i, hvordan jeg håndterede min beslutning. For mig har det aldrig handlet om, hvorvidt jeg har ret til børnene, men hvordan jeg får dem til at trives bedst i den her situation. Jeg er et voksent menneske, jeg skal nok klare mig.”
Men det er ikke let at finde ud af, hvad der er bedst for børnene i det kaos, en skilsmisse er. Og Lotte Seheim kunne og ønskede ikke spørge børnene, for når man er barn, ved men ikke nødvendigvis, hvad man har lyst til. Slet ikke når ens forældre ikke kan sammen. I stedet brugte hun det vindstille rum hos Hanne i Mødrehjælpen.
Perspektiv på tingene
”Når jeg trådte ind hos Hanne, var der ro. Her satte jeg dagsordenen. Det var nogle sindssygt vigtige pauser. Når man står i en skilsmisse, er man hele tiden på vagt, fordi der kører en sag. Men hos Hanne blev der ikke rapporteret noget videre,” siger Lotte Seheim.
Nogle gange brugte hun Hannes professionelle viden til at finde op og ned i de lovmæssige regler. Langt oftere brugte hun hende til at tænke højt i forhold til børnenes situation.
”Når du står under så meget pres, kan du godt blive i tvivl, om du gør det rigtige. Normalt vil du bare være mor, så godt du kan, men under en skilsmisse bliver du hele tiden vurderet.”
”Du vil ikke presse dine børn til at vælge højre eller venstre, du vil faktisk bare have dem til at gå, uden at de føler, de skal levere. Men hvordan undgår du at lægge det pres på dem?”
Her var Hanne god til at tage udgangspunkt i Lotte Seheims situation uden en løftet pegefinger. Hvis Lotte Seheim havde handlet på en bestemt måde overfor børnene, spurgte hun for eksempel indtil, hvad der fik hende til at handle på den måde.
”Hun fik mig til at tænke videre end bare en handling. Når vindmaskinen blæser med 185 km i timen, har man tendens til at grave sig ned i læ og se verden fra sit eget lille hul. Hanne hjalp mig til at komme op af hullet og få perspektiv på tingene.”
”Når man er mor, ved man godt inderst inde, hvad der er rigtigt for ens børn. Nogle gange skal man drøne i Dyrehaven og sætte en drage op. Andre gange kræver det ikke mere end et kram. Mødrehjælpen var det læ, jeg havde brug for, så jeg havde overskud til at hjælpe mine børn i læ.”
