Kunst og samarbejder i webshoppen

En stemme til alle mødre

Line Jensen var med egne ord ’en mor i frit fald’, da hun fik sit første barn. Hendes kunstplakat for Mødrehjælpen er en hyldest til alle mødre, for det er jo bare sindssygt hårdt at have små børn.
Line Jensen kunstner
’Vi gør det alle sammen så godt vi kan’ giver en stemme til de mange, mange kvinder, som går derhjemme og hænger sokker op.

De perfekte mødre

Alle mennesker fejler, men vi har ikke noget at skamme os over. Især ikke mødre, som stræber efter at være perfekte, selv om deres liv er virkelig hårdt i en årrække. Det ved Line Jensen alt om, for da hun blev mor som 26-årig, gik det ”meget hurtigt meget dårligt”. Og selv hvis Line havde kendt til Mødrehjælpen dengang, ville hun nok have troet, at hendes problemer var for små til, at hun kunne få hjælp – selv om der var masser af konflikter i parforholdet, og det endte med en skilsmisse.

Det behøver ikke at være SÅ hårdt

Siden har Line Jensen fået to børn mere, og nu ved hun, at det kaotiske liv som mor og kvinde trods alt ikke behøver at være helt så hårdt, som hun oplevede det som ung. Hendes humoristiske plakat er en del af serien med temaet ’Alle kan blive ramt af livet’ – en kærlig påmindelse om, at vi ikke skal forsøge at være perfekte. Pyt med, at den røde sok røg i vaskemaskinen med de hvide. Til gengæld skal vi række ud, hvis hverdagen bliver helt uoverskuelig, for der er jo hjælp at hente.

Da vi lancerede Line Jensens plakat i 2020, blev den med det samme en bestseller i webshoppen. Siden har vi solgt over 6.000 eksemplarer, og plakaten er stadig meget efterspurgt. Du finder den her.

På grund af den store efterspørgsel valgte vi også at trykke det populære motiv på et stofnet til barnevognen. Ligesom plakaten blev nettet et hit – du kan købe det her.

Og du kan se flere af Line Jensens finurlige illustrationer her på hendes hjemmeside og på Instagram.

Line Jensen mulepose
Shopperen passer perfekt til barnevognen.

Kunst med et vigtigt budskab

Fra 2020-23 samarbejdede Mødrehjælpen og Irma om en række kunstplakater med temaet: ’Alle kan blive ramt af livet’. Vi ønskede at sætte fokus på, at alle mennesker kan komme ud for noget, der er så svært at håndtere, at vi får brug for hjælp.

8 kunstnere har bidraget til serien, heriblandt Line Jensen. Deres værker er trykt i et begrænset antal, og plakaterne sælges kun i Mødrehjælpens webshop.

Hjælp til mange tusind mennesker

I Mødrehjælpens rådgivning Holdepunkt hjælper vi gravide, mødre og fædre med at komme på fode igen, når de fx er blevet skilt eller ramt af alvorlig sygdom.

Salget af kunstplakaterne bidrager i høj grad til vores arbejde: Siden 2020 har vi kunnet rådgive over 25.000 mennesker.

Få den nyeste viden