Mødrehjælpens bemærkninger til udkast til bekendtgørelse om forretningsorden for henholdsvis Abortnævnet og Abortankenævnet
Mødrehjælpen kommentarer til bekendtgørelser til hhv. Forretningsorden for Abortnævnet og Forretningsorden for Abortankenævnet
Mødrehjælpen finder det meget positivt, at det socialfaglige perspektiv fremgår så tydeligt i begge udkast til forretningsordener. Det viser en klar anerkendelse af, at en gravid kvindes situation ikke alene kan vurderes ud fra medicinske eller juridiske kriterier, men at sociale forhold ofte er helt centrale for hendes trivsel, handlemuligheder og beslutningsgrundlag. At socialfaglige vurderinger er integreret som en fast del af sagsbehandlingen, styrker kvaliteten af beslutningerne og sikrer, at kvindens samlede livssituation bliver belyst og forstået. Det bidrager samtidig til at sikre en mere helhedsorienteret proces for kvinder i en i forvejen meget sårbar livssituation.