I anledningen af julen lod SuperBrugsen det være op til deres kunder, hvordan en donation på 1 million kr. fra SuperBrugsen skulle fordeles mellem tre humanitære organisationer, hvor Mødrehjælpen var en af dem.
Kunderne kunne stemme på organisationerne, når de handlede eller via SuperBrugsens facebookside. Stemmerne er nu talt op, og det er blevet til hele 309.670 kr. til Mødrehjælpen.
Pengene er gået til Mødrehjælpens juleindsamling, som har til formål at samle midler til uddeling af julehjælp og til sikring af efterfølgende rådgivning af modtagere af julehjælp.
Den resterende del af donationen går til CARE og Børns Vilkår, der modtager henholdsvis 137.384 kr. og 552.946 kr.