Af Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen
Susanne Nour Magnusson, direktør i Dialog mod Vold
Ditte Wenzel , sekretariatschef i LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre
Hanne har ikke været på café i flere år. Hun tør ikke. Fremmede mennesker i store forsamlinger gør hende bange. Hun lider nemlig af angst. En lidelse, der er udløst efter at have levet i et voldeligt forhold med Bjørn, hendes søns far.
Bjørn slog Hanne. Hårdt. Nogle gange var næverne ikke nok. En enkelt gang var han så voldsom, at hun måtte indlægges på hospitalet. Selvom det er tre år siden, betaler familien stadig prisen. De psykiske følgevirkninger gør, at Hanne ikke kan varetage et job. Og en gæld på 600.000 kr. oven på bruddet gør ikke hverdagen nemmere at komme igennem. Bjørn er stadig fanget i sin vrede. Han har indledt et forhold til en ny kvinde og er begyndt at gentage sit voldelige mønster. Sønnen kan ikke koncentrere sig i skolen. Han løber tit ud fra timerne og har svært ved at knytte venskaber til de andre børn i 1. klasse. De har alle tre brug for hjælp.
Hanne og Bjørns historie er forfærdelig. Men den er ikke exceptionel. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) viser, at 33.000 kvinder i Danmark hvert år udsættes for vold i hjemmet. Lige så mange børn er hvert år vidne til eller udsættes for vold. Bag hvert eneste tal gemmer der sig en historie som Hanne og Bjørns.
Volden koster. Ikke kun for det enkelte menneske i form af angst, PTSD, stress, depression og indlæringsvanskeligheder hos børnene – men også for samfundet. Et konservativt bud fra SIF lyder, at vi årligt har udgifter for 280 mio. kr. alene til kvinder udsat for vold i hjemmet. Bag millionerne gemmer sig udgifter til sundhedsvæsen, politiet, krisecentre og tabt arbejdsfortjeneste. Og så har vi ikke engang talt udgifterne til sociale indsatser i forhold til børn og unge med i form af f.eks. anbringelse. Eller udgifterne til voldsudøveren i form af f.eks. afsoningsomkostninger. Beregninger fra Foreningen Ret til Hjælp mod Vold viser, at samfundet alene ved at rådgive og behandle kvinder og børn som minimum opnår en nettogevinst på mindst 330 mio. kr. om året. Gevinsten bygger alene på øget arbejdsmarkedstilknytning for kvinderne. Hvis vi skal stoppe volden, er det nødvendigt med en helhedsorienteret indsats, der omfatter f.eks. rådgivning og tilbud om behandling til både den voldsudsatte og voldsudøveren.
Vi er derfor nødt til at investere i forebyggelse af vold. Vi har ikke råd til at andet. Hverken menneskeligt eller samfundsmæssigt.
Lige nu ligger 18,7 mio. kr. til voldsudsatte og voldsudøvere fra sidste års satspuljeforlig og samler støv, fordi de er bundet op på kommunernes vilje til at søge midlerne og medfinansiere indsatsen. Tidsfristen for at søge midlerne er nu overskredet, og millionerne ligger stadig uberørte. De penge skal ud og rulle, så de kan hjælpe de voldsudsatte familier. Derfor skal politikerne åbne op for puljen, så organisationer med ekspertise på området kan søge midlerne. Mødrehjælpen, LOKK og Dialog mod Vold skal nok sørge for at samarbejde med kommunerne, for det skaber den bedste hjælp til voldsudsatte familier, at vi kan hjælpe helhedsorienteret.
Kommunerne møder langt fra alle voldsofrene. De kender ikke omfanget af volden, fordi voldsudsatte og voldsudøverne, der har brug for hjælp for at stoppe den voldelige adfærd, ofte ikke tør henvende sig til kommunen. Kommunen har ikke ekspertisen, og derfor søger de ikke om midlerne. Men det har vi, og effekterne af vores indsatser er dokumenterede. Vi kan være med til at bygge bro til det kommunale system. For voldsudsatte familier har også brug for hjælp til de andre problemer, der kommer som følge af volden. Problemer, som kommunerne i forvejen har ressourcer til at afhjælpe: fastholde tilknytning til uddannelses- og arbejdsmarkedet, sundhedsmæssige problemer, lav deltagelse i fritidsinteresser for børnene osv. Voldsproblematikken er kompleks, og kommunerne kan ikke løse udfordringerne alene. Det kan vi heller ikke. Vi er nødt til at samarbejde, og det vil vi gerne.
Indtil videre har kommunernes økonomi vist sig at være en barriere for at få pengene ud til ofrene. Sådan bør det ikke være. Christiansborg skal åbne op for midlerne. Det er den eneste rigtige investering. For Hanne. For Bjørn. Deres søn. Og for samfundet.
