Debatindlæg bragt i Altinget 4. juni 2018 af Trine Schaldemose, vicedirektør i Mødrehjælpen.
I Mødrehjælpen møder vi forældre, hvis børn er anbragt uden for hjemmet. Forældrenes situation er kompleks og også ofte uoverskuelig; livskriser, vold, sygdom, en kaotisk økonomi eller andre forhold vanskeliggør forældrenes evne til at håndtere situationen.
Anbringelsen kan være den helt rigtige løsning, men anbringelsen er altid kilde til sorg, forvirring og utryghed for forældrene. De er ofte også vrede og frustrerede over at føle sig kørt ud på et sidespor i sagsbehandlingen, og over at føle sig magtesløse og stigmatiserede af myndigheder og anbringelsessteder. De føler sig sat uden for døren i sagsbehandlingen, set ned på af det sagsbehandlende system og er ofte uforstående over for de processer, der omgiver beslutningen om anbringelsen.
Det er et utrolig dårligt udgangspunkt for en anbringelse. Og det er en alvorlig og unødvendig belastning for det anbragte barn at opleve, at samarbejdet mellem forældrene, anbringelsessted, kommunale myndigheder ikke fungerer.
Trods begrænset forældreevne, har anbragte børn i de allerfleste tilfælde behov for kontakt til forældrene under anbringelsen. Det ved vi fra undersøgelser blandt anbragte og tidligere anbragte børn.
Disse børns ekspertviden er værd at lytte til, og det kan gøres bedre. Børne- og Socialminister Mai Mercados ønske om et eftersyn af området er en oplagt lejlighed til at komme børnene bedre i møde på dette vigtige punkt.
Her er nogle bud på, hvor der bør sættes ind med en mere inkluderende tilgang til forældrene:
- Mange forældre, der for første gang kommer i kontakt med socialforvaltningen om udfordringer med deres barns trivsel, er ikke tilstrækkeligt klædt på til den børnefaglige § 50-undersøgelse. Når forældrene ikke forstår formålet med undersøgelsen, processen omkring den og de mulige konsekvenser, øges mistilliden, og forudsætningen for et konstruktivt samarbejde mindskes. § 50-undersøgelsen er det helt rigtige svar på bekymringshenvendelser om børns trivsel, men forældre kan hjælpes bedre til at forstå, at det er en proces, der kan føre til hjælp og støtte for familien.
- Mistillid mellem forældre og anbringelsesmyndigheden skaber grobund for misforståelser og konflikter i samarbejdet om anbringelsen. Det kan have negative konsekvenser for det anbragte barn og for anbringelsens samlede forløb. Bedre adgang til rådgivning – gerne fra uvildig side – med fokus på samarbejde vil styrke forældrenes evne til og mulighed for at indgå konstruktivt og løsningsorienteret i dialogen med myndighederne med fokus på barnets trivsel.
- I Mødrehjælpen ser vi desværre ofte, at forældrene ikke har fået tilbud om kontaktperson efter servicelovens § 54, og at de ikke får information om væsentlige forhold vedrørende § 50-undersøgelsen og en evt. efterfølgende anbringelse. Det er afgørende, at forældrene får personstøttende tilbud og hjælpes til at opnå overblik over sagens forvaltningsretlige aspekter. Undersøgelser, bl.a. fra Børnerådet, har vist, at disse forhold har væsentlig indflydelse på anbragte børns trivsel.
- En god kontakt mellem forældrene og det anbragte barn kan være en forudsætning for et vellykket anbringelsesforløb. Der kan naturligvis være – og er ofte – forhold, hvor kontakten bør og skal begrænses helt eller delvist. Men mange af de forældre, vi møder i Mødrehjælpen, oplever, at den anbringende myndighed og anbringelsesstedet i for ringe grad understøtter en god kontakt og ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de udfordringer hos forældrene, der har medvirket til anbringelsen.
Barnets behov, udvikling og trivsel skal altid være det afgørende fokus i enhver anbringelse. Og det betyder i sagens natur indgreb i forældrenes relation til barnet. Sådan skal det være. En anbringelse er en omsorgsgerning for børn, hvis forældre ikke magter forældreskabet. Og det er ikke nødvendigvis et succeskriterie for en anbringelse, at forældrene forstår og accepterer dette indgreb fra samfundets side.
Men det er meget ofte en forudsætning for en vellykket anbringelse, da forældrenes accept kan være nøglen til barnets accept. Derfor er en aktiv indsats for at få forældrene godt med ombord et vigtigt værktøj for de anbringende myndigheder. Og det bør en ny justering af lovgivningen på anbringelsesområdet have fokus på, så vi lykkes bedre med den helhedsorienterede indsats for udsatte børn og deres familier.
