“Jeg slår dig ihjel!”
Anja plejede at være den, der glattede ud, når han havnede i konflikter med andre. At forklejne betydningen af hans voldsomme udfald og perfide angreb. At forklare, at han bare var en mand med stærke holdninger.
Men denne episode kom til at skille sig ud. Hendes kæreste truede mellem snacks og drinks ved en afskedsreception på Anjas mors arbejde hendes svoger på livet. Fordi de var uenige om, hvordan børn bør bruge IPads.
“Jeg brækker benene på dig!” hørte hun ham råbe ad svogeren.
“Det er dér, jeg tænker, at det går bare ikke mere,” fortæller Anja, der for to et halvt år siden gik fra sin kæreste og faderen til hendes dengang ni år gamle datter.
Hun og datteren, Caroline, er en af de omtrent 100 kvinder og næsten lige så mange børn, som hvert år får ambulant behandling hos Mødrehjælpen efter at have været udsat for vold. Og deres historie ligner på mange punkter den, som andre deltagere i behandlingstilbuddet, Ud af Voldens Skygge.
Bimlende alarmklokker fra begyndelsen
Et par dage efter hendes kærestes verbale angreb på svogeren talte Anja, der i dag selv er leder af en børnepasningsordning, med sin chef.
“Hun var faktisk en af de første, som jeg fortalte, hvordan det var at bo med ham og hvad han gjorde ved mig. Hun mente ikke, at jeg skulle være i sådan et forhold. Hvis jeg gik fra ham, ville det blive grimt, forklarede jeg. Hvor grimt, det endte med at blive, blev min chef alligevel overrasket over, da hun efterfølgende hørte om det.”
Igennem 13 år havde Anja været sammen med manden. Alarmklokkerne ringede egentlig helt fra begyndelsen af deres forhold hos hende. Han røg meget hash og drak. Han blev ubehagelig og skiftede personlighed.
“I starten var han ikke grov over for mig, men over for alle mulige andre.”
Anja mente dog, at hun nok skulle kunne hjælpe kæresten ud af misbruget. Få måneder efter, at de havde mødt hinanden, flyttede han ind hos hende i et bofællesskab med tre andre unge kvinder. Men hans misbrug fortsatte og konflikterne begyndte at opstå.
“Han blev fuld og voldsom, og smadrede nogle ting inde på mit værelse. Han skubbede mig op ad et skab og truede mig. De andre så det ikke, men de hørte det og sagde, at det ikke kunne gå med ham.”
Fejrede 1-års-fødselsdag alene
De flyttede i deres egen lejlighed. Han gik arbejdsløs, indtil de flyttede til Storbritannien, som han oprindeligt kommer fra. Her fik han arbejde, men alkohol- og hashmisbruget fortsatte. Anja vidste aldrig, om han kom hjem om aftenen. Ofte gjorde han ikke. Da hun var gravid og nærmede sig termin, var hun bange for, at han ikke ville være med til fødslen af datteren Caroline.
“Det var han så godt nok, men allerede da vi kom hjem, opstod der episoder, hvor han drak sig fuld og han ville have hende liggende hos sig på brystet. Det ville jeg ikke have.”
De flyttede tilbage til Danmark. Volden gennemsyrede hverdagen. Alligevel er det svært at sætte ord på, hvori den præcis bestod. Den var mest af alt psykisk.
“Han havde magten over mig. Jeg var fuldstændig underlagt ham. Jeg forsøgte at holde ro og orden og at undgå alle de emner, som jeg vidste, ville skabe konflikter.”
For eksempel fejrede Anja sin datters 1-års fødselsdag alene, mens farmand sov en brandert ud.
“Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle begynde at vække ham, for så ville der blive ballade.”
Jo ældre datteren blev, jo flere konflikter opstod der, fordi han havde stærke meninger om hendes opdragelse, selvom han ifølge Anja ikke tog særlig meget del i den.
“Han var meget nedværdigende, også over for Caroline. Hvis hun ikke spiste pænt, fik hun noget så eftertrykkeligt at vide, at hun var et svin, og hun blev ydmyget foran veninder.”
Enkelte gange var volden fysisk. Så skubbede han Anja. Hårdt. Kraftfuldt.
“Når han blev rigtig vred kunne han ikke styre sit temperament Jeg var bange for, hvad han kunne finde på. Han kunne også få mig derud, hvor ingen andre har kunnet bringe mig. Jeg har kastet med ting efter ham. Det har jeg aldrig gjort før.”
Truede datter med selvmord
Ragnarok brød løs den dag, hvor Anja for nu to et halvt år siden fortalte ham, at de ikke skulle være sammen mere. Han begyndte at råbe og skrige. Fulgte efter Anja rundt i huset og blev mere og mere voldsom. Caroline overværede det og sad på et tidspunkt i et hjørne, holdt sig for ørerne og bare skreg “Stop!”, husker Anja.
“Vi var nødt til at komme ud. Det var det, det gik ud på for mig.”
Men for øjnene af datteren, løb han ud og stak han en kniv i to af hjulene på familiens bil og sprættede dækkene op, så Anja og Caroline ikke kunne komme væk i den.
Gik Caroline med sin mor, vil hun aldrig se ham igen, råbte han truende og holdt en stor brødkniv hen over sit ene håndled. Underforstået – for så ville han tage sit eget liv.
“Men hun var jo også bange for ham, så hun gik med mig. Det endte faktisk lidt som i en amerikansk film, hvor vi løb derfra, og hun vendte sig om og så sin far stå der med kniven.”
Anja, der havde efterladt alt hos eks’en, kontaktede kommunen.
“Jeg fortalte, hvad der var sket, og at jeg havde brug for hjælp. “Hvad synes du selv? Hvad skal vi hjælpe dig med? spurgte socialrådgiveren.”
Det vidste hun ikke. Det var jo derfor, hun havde ringet.
Først da Anja kom i kontakt med Mødrehjælpen, følte hun, at hun fik den hjælp, hun havde brug for til at kunne kapere den krisesituation, hun stod i. I organisationens projekt for voldsudsatte, Ud af Voldens Skygge, oplevede hun at blive hørt og at andre havde erfaringer svarende til hendes egne.
“Det var først da, at der var nogen, der begyndte at sætte ord på for mig. Jeg troede, jeg var den eneste i verden, der levede på den måde.”
Styr på kontakten med far
Hos Mødrehjælpen har Anja også fået økonomisk og juridisk rådgivning. Og så har hun fået konkrete råd til, hvordan hun håndterer kontakten med sin datters far og bedst støtter datteren i at have en fornuftig relation til ham i dag.
I halvandet års tid gik Anja og Caroline sammen hos en børnepsykolog hos Mødrehjælpen.
“I begyndelsen snakkede vi om de voldsomme ting, hun havde oplevet. Men vi talte også om at have lyst til at se sin far, selv om han havde gjort, som han havde.”
Caroline har stadig udfordringer, fortæller Anja, som kan se, at datteren – ligesom hun selv gjorde – forsøger at undgå konflikter med sin far, som stadig både drikker og ryger hash. Skolen er lidt bekymret for hende, fordi hun har det svært med de andre elever og generelt har svært ved at stole på andre mennesker.
Selv har Anja i dag en ny kæreste, og selv om datterens far har truet med at slå ham ihjel, har hun styr på forholdet til eks’en. Gennem Mødrehjælpens rådgivning har hun fået endda ret så konkrete værktøjer til at håndtere den kontakt, som hun skal have med ham – den, der handler om Caroline.
“Det foregår kun over mail og handler kun om Caroline. Han kan ikke kontakte mig over telefonen. Jeg skal selv kunne styre, hvornår jeg kan forholde mig til det, han skriver. Det kunne jeg ikke, når der tikkede 40 sms’er ind på telefonen om dagen, som der gjorde på et tidspunkt.”
For Anja var det en øjenåbner at komme ind hos Mødrehjælpen.
”Jeg ved ikke hvor jeg havde været i dag, hvis ikke det havde været for Mødrehjælpen og Ud af Voldens Skygge,” siger hun.
Kvinden bag historien her har ønsket at være anonym. Navnene er derfor opdigtede. De rette navne er naturligvis kendt af Mødrehjælpen. Læs mere om Ud af Voldens Skygge og om hvorfor ambulante tilbud til voldsramte er vigtig.
