Under valgkampen i forsommeren lykkedes det at få sat fokus på et af de store fejlgreb i samspillet mellem socialpolitik og beskæftigelsespolitik: Kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen, der blev indført med mantraet ’Det skal kunne betale sig at arbejde’. Med indførelsen af ydelserne håbede den daværende regering at kunne presse borgere på kontanthjælp ud af den offentlige forsørgelse og ind i lønnet beskæftigelse. Siden da er antallet af børn, der vokser op i fattigdom, steget eksplosivt – mens den beskæftigelsesfremmende effekt som bekendt har været minimal.
Med de nye ydelser fik man altså børnefattigdom i stedet for beskæftigelse. Ydelserne er med andre ord ikke bare virkningsløse; de er direkte skadelige. Derfor skal de ændres.
Men ønsket om at hjælpe borgere uden for arbejdsmarkedet tilbage i selvforsørgelse er både rigtig og vigtig. Det er en ambition, Mødrehjælpen støtter varmhjertet. Den ligger centralt i den indsats, vi hver dag yder for at hjælpe sårbare forældre tilbage på sporet, når sygdom og sociale forhold gør det vanskeligt at fungere i et job på almindelige vilkår. For langt størstedelen af de familier, vi møder i vores rådgivning, gælder det, at de ønsker at være en del af et fællesskab, at bidrage efter evne, at få et job, betale deres regninger, og skabe gode, trygge rammer for deres børns opvækst og udvikling.
Kontanthjælpssystemet i dag støtter i sin helhed ikke op om den ambition. Ydelsesloftet og den lave integrationsydelse er straffesanktioner, der rammer efter grønthøstermetoden, skævt og urimeligt på tværs af vidt forskellige, individuelle livssituationer. Den enlige mor, der efter en hård, opslidende skilsmisse er gået ned med stress og ikke magter jobbet, bliver ikke hjulpet af et ydelsesloft, der tvinger hende til at flytte familien til en billigere lejlighed langt væk fra børnenes skole og netværk. Den enlige, arbejdsskaderamte far, der mister sit arbejde og efter fejlslagne behandlinger ryger ud af sygedagpengesystemet og havner på kontanthjælp, bliver heller ikke hjulpet af den rå, økonomiske sanktion, der rammer ham og børnene.
Et nyt kontanthjælpssystem skal først og fremmest være gearet til at tage de nødvendige individuelle hensyn, der fx gør det muligt for børnefamilier at opretholde en bolig i lokalområdet, at få den nødvendige hjælp til medicin og sundhedsudgifter, at få støtte til fritidsaktiviteter og øvrige rammer for et udviklende børneliv. Et nyt system skal med andre ord være forankret i en sund og stærk socialpolitisk ambition om at hjælpe og støtte sårbare borgere, herunder særligt forældre, så deres børn ikke havner i fattigdom. Et børneliv i fattigdom sætter livslange spor, der koster den enkelte familie og samfundet dyrt.
I Mødrehjælpen håber vi, at det afspejler sig i kommissoriet for den kommission, der forhåbentligt meget snart skal komme med anbefalinger til et nyt system. Regeringen har imidlertid givet udtryk for, at man fortsat ser det økonomiske pres som et nødvendigt beskæftigelsesfremmende virkemiddel. Det vil være trist, hvis der ikke tages et langt større hensyn til de sårbare børnefamilier, der så åbenlyst er blevet ramt uklogt og uhensigtsmæssigt i det nuværende system.
