Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Vi er i disse år vidne til alvorlig mistrivsel og skolevægring hos mange børn. Alt for mange – små som store – går rundt med bekymringer og ondt i maven. Det er hjerteskærende og noget må utvivlsomt gøres.
Men når et barn viser tegn på mistrivsel, ser vi desværre ofte, at blikket straks rettes mod forældrene. Er der problemer i familien? Er der noget galt derhjemme? En udbredt automatreaktion –som også blokerer for at identificere ressourcer og muligheder i familierne, der kan hjælpe børnene.
Fagpersonale skal naturligvis straks underrette kommunen, hvis de er bekymrede for et barns trivsel og kommunen skal reagere prompte, hvis barnet er i massiv mistrivsel og forældrene ikke har evnerne til at hjælpe det. Sådan skal det være. Men det er beklageligt, hvis vi ser familien og barnet som to modpoler og i vores fokus på problemer overser ressourcer og muligheder. Børn er ikke øde øer, og derfor kan vi heller ikke arbejde med deres trivsel og mistrivsel uden at arbejde med familien.
Men i stedet for at blive medspillere oplever mange familier desværre, at de hurtigt bliver mistænkeliggjort og gjort til modspillere. Sociallovgivningen i I Danmark hviler på en lang tradition for at tænke i “child and Family welfare”, men med Barnets lov ser vi et paradigmeskifte. Fokus har flyttet sig fra at se barnet som del af familien til at være et fokus på børns rettigheder og på ‘child protection’ som også kendetegner socialpolitikken i f.eks. USA. Et nyt ståsted og et nyt perspektiv, som på mange måder er utrolig vigtigt og positivt, men som desværre også har den kedelige konsekvens, at forældrene i stigende grad bliver anskuet som nogle barnet skal beskyttes imod og ikke af. Det er blevet til et enten eller i stedet for et både og.
Eksplosion i underretninger
Bagtæppet er, at vi de seneste år har set et øget fokus på nogle af de mest voldsomme værktøjer, man kan tage i brug, hvis et barn mistrives.
Statsminister Mette Frederiksen proklamerede i sin nytårstale i 2020, at flere udsatte børn skal bortadopteres. I 2018 indførte man den skærpede underretningspligt, som betyder, at pædagoger, socialrådgivere osv. risikerer op til et års fængsel, hvis de undlader at underrette om en bekymring for et barn. Det har fået antallet af underretninger til at eksplodere, så det forrige år lå på over 150.000. Antallet af anbringelsessager er ikke steget tilsvarende i perioden.
For nemt at komme i klemme
Når man som familie får sin hverdag endevendt af kommunen, er det vigtigt at være samarbejdsvillig og kende den bane, man spiller på. Og den er langt fra altid kridtet tydeligt op.
Vi har desværre set alt for mange eksempler på, at familier – ressourcestærke som mindre ressourcestærke – er kommet i klemme, fordi de ikke forstår at navigere i de forventninger, der sættes til dem, eller fordi de betvivler tilbuddet og den faglige viden hos kommunen.
Det er typisk forældre, som i forvejen er hårdt presset. Som er ramt af livet, og som kæmper for at få den rette hjælp til deres barn. For eksempel oplever flere forældre ifølge Autismeforeningen, at kommuner mistolker autistiske træk og mistrivsel som bekymrende adfærd og manglende forældreevne, og at det har ført til forkerte tvangsfjernelser. I Mødrehjælpen møder vi hver dag mødre og fædre, der farer vild eller sidder fast i det offentlige hjælpe- og behandlingssystem. I vores rådgivning Holdepunkt handler hver fjerde henvendelse om usikkerhed og bekymring ifht. offentlige myndigheder. Vi taler med forældre, der har svært ved at bevare overblikket, når de selv eller deres familie står midt i en krise. For forældre i udsatte og sårbare positioner er møder med myndigheder en stor stressfaktor. De har svært at gennemskue, hvad de skal til møderne, har svært ved at stå alene, og de kan føle sig overrumplet af systemet. Derfor opstår der nemt en usikkerhed og utryghed omkring møderne som kan blive dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er ikke et godt udgangspunkt for en succesfuld social indsats og slet ikke for børnene som i sidste ende bliver de største tabere.
Forældrene underprioriteres
Barnets Lov, som trådte i kraft ved årskiftet repræsenterer med sit klare fokus på barnets rettigheder et paradigmeskifte i dansk socialpolitik. Det hilser vi velkomment. Vi håber dog også, at hensynet til barnet ikke kommer til at stå i vejen for et øget fokus på familierne som helhed, og på at der også er blik for at inddrage forældrene og se dem som ressource for barnet. For langt de fleste børn er familien rammen om deres liv og hverdag. Alligevel er forældrene overraskende fraværende i den vejledning, som sagsbehandlere og forvaltninger skal bruge til at føre loven ud i livet.
Dermed risikerer forældrenes rolle og ansvar fortsat at blive underprioriteret. Det vækker en bekymring for, at støtten til familien i nogle sager om mistrivsel bliver nedprioriteret til fordel for de mest vidtrækkende foranstaltninger, for også det har vi desværre set skrækkelige eksempler på tidligere.
24syv har tidligere fortalt den hjerteskærende historie om Sandie Hansen, der fejlagtigt fik tvangsfjernet sine to drenge. En rapport konkluderede ifølge TV2 Fyn efterfølgende, at ca. halvdelen af anbringelses-sagerne i Langeland Kommune burde gennemgås på ny og at især inddragelse af forældrene i sagerne virkede til at være underprioriteret. Også flere andre steder i landet har medier beskrevet lignende sager.
En mistillidskultur er født
Historier som dem skaber ikke bare utryghed og bekymring i danske børnefamilier. De gør også, at familier med behov får sværere ved at række ud efter den hjælp, deres barn har brug for.
For mistænkeliggørelsen af forældrene, deres egne dårlige erfaringer med systemet og de frygtelige historier i medierne risikerer at sætte sig som en generel skepsis mod systemet. En mistillidskultur, som får dem til at putte med tingene og hvor de mest sårbare børn i sidste ende kan komme til at betale prisen.
Hjælp til selvhjælp
I Mødrehjælpen er vi optaget af at mægtiggøre familierne og understøtte dem i at påvirke og tage ansvar for deres egen situation. Vi tror på den enkelte gravide eller familie kan meget selv, hvis de får den rette hjælp.
Men i Danmark er vi ved at få skabt et system, hvor det modsatte er tilfældet. Det må og skal vi have gjort op med, for det går ud over de mest sårbare børn med det største behov.
Myndighederne bør i højere grad have fokus på, hvordan de kan arbejde med familien i stedet for mod den. For hvor ér der meget at vinde – både samfundsøkonomisk, for forældrene og vigtigst af alt for børnene – hvis vi også som samfund ser familierne som en ressource og sikrer rammerne for, at de kan støtte børnene på bedste vis. I Mødrehjælpen tror vi på familierne – mødes man med tillid er viljen størst.
