Hvordan kommer vi kvindedrab til livs? Det spørgsmål har længe krævet et klart og tydeligt svar fra politisk side. Og det er blevet helt aktuelt efter, at en stor undersøgelse for nyligt viste, at over halvdelen af alle drab på kvinder begås af deres mandlige partner. Med den undersøgelse i hånden står det nu klart, at partnerdrab kan forebygges i langt højere grad, end vi gør det i dag.
Men det er et trist faktum, at indsatsen mod partnervold og partnerdrab har stået stille i Danmark i mange år. Mens den store og vigtige støtte til kvindekrisecentre i Danmark har hjulpet tusindvis af kvinder, der flygter med deres børn fra voldelige partnere, har der fra politisk side været minimal interesse for at sikre hjælp til de titusindvis af kvinder, der har behov for andre former for hjælp mod voldelige mænd.
Krisecentrene er også i dag den bedste løsning for mange voldsudsatte kvinder og børn, og de er med til at redde både kvinde- og børneliv. Det skal der ikke herske tvivl om. Men udbredelsen af krisecentrene har været en sovepude, og den tidlige, forebyggende indsats mod vold og drab på kvinder er blevet forsømt i årevis. Det skal der laves om på, hvis antallet af dræbte kvinder skal nedbringes. Vi skal med andre ord blive bedre til at gribe ind, før den voldsudsatte kvinde må flygte med børnene.
Flere forskere har peget på en typisk handlingskæde i parforhold, der ender i drab på kvinder: Forud for drabet ligger oftest en periode med psykisk og fysisk vold, der gradvis tager til, og som til slut ender fatalt. De første trin i den handlingskæde møder vi hver dag i Mødrehjælpen. Og vi er med til at bryde den. Vi har derfor et bud på, hvordan vi kan forebygge drab på kvinder.
Vores behandlingstilbud hjælper kvinderne med at opbygge selvtillid og selvværd, og vi giver dem værktøjer til at håndtere relationen til den voldelige ekspartner. Det er helt afgørende, for forholdet til børnenes far kan være vanskelig at bryde. Det kan fx skyldes, at manden stalker kvinden trods polititilhold og hendes forsøg på at skjule sig selv og børnene, eller fordi partnerne er forpligtet af retslige afgørelser til at finde måder at samarbejde om børnene på – på trods af både psykisk og fysisk vold mod kvinden.
Vores hjælp til de voldsudsatte kvinder adskiller sig fra krisecentrenes på et andet, væsentligt punkt: Det er et ambulant tilbud. Man flytter ikke ind hos os i Mødrehjælpen, og kvinderne kan dermed bevare og opbygge den normalitet i hverdagen, det voldelige forhold gjorde umulig. Det ambulante tilbud er altså langt mindre indgribende og opleves langt mindre stigmatiserende end et ophold på et krisecenter – ofte langt fra børnenes skole, vennekreds og kvindernes eget netværk og job eller studie.
Netop dét spiller en vigtig rolle for en meget stor del af de kvinder, der henvender sig til Mødrehjælpen. De ønsker ikke at flytte på kvindekrisecenter, men de ønsker hjælp til at håndtere relationen til den voldsudøver, der er far til deres børn, og som de derfor ofte er uløseligt bundet til. De ønsker hjælp i en ramme, der ikke stigmatiserer dem selv og deres børn yderligere, og de ønsker hjælp, der rækker ud over et midlertidigt beskyttelsesbehov.
Men den offentlige støtte til disse tilbud er stor set ikke-eksisterende. Det betyder for det første, at der geografisk er meget langt mellem de steder, hvor man kan få hjælp og for det andet, at der er meget lang ventetid i de få ambulante tilbud, Mødrehjælpen og andre organisationer selv kan sikre finansiering af. Kvinder, der henvender sig til Mødrehjælpen må i øjeblikket vente op til fem måneder, før vi kan tilbyde dem plads i vores behandlingstilbud.
Det ensidige, enstrengede fokus på støtte til kvindekrisecentrene betyder derfor, at vi i dag som samfund kun rækker ud til en brøkdel af de voldsudsatte kvinder. Forebyggelse af partnervold kræver en tidligere indsats, end når kvinden med sine børn må søge beskyttelse væk fra hjemmet. Der er behov for langt mere fleksible tilbud om hjælp, og det er hér, den ambulante behandling skal støttes og prioriteres, så den kvinde, der én gang er brudt ud af et voldeligt forhold, ikke lander i det igen.
Disse behandlingstilbud til voldsudsatte skal være en del af samfundets svar på spørgsmålet: Hvordan kommer vi kvindedrab til livs? Tilbud, der kan tilpasses den enkelte kvindes behov og møde hende, hvor hun er. Det kan være en voldsudsat kvinde i Lemvig eller Vedbæk, der har brug for telefonisk rådgivning. Eller en ung gravid, der har behov for at blive støttet i at sætte grænser i et parforhold, hvor konflikterne ofte eskalerer. Eller en tidligere voldsudsat kvinde, der har behov for langvarig behandling for at blive et helt menneske igen.
En række af tilbuddene eksisterer allerede i dag. Endda af meget høj faglig kvalitet. Men tilbuddene finansieres gennem korte og mindre puljer og af de mange danskere, der hver måned støtter en velgørende organisation. Tusind, tusind tak til dem! Men uden lovgivning betyder det, at der er lange ventelister og alt for få behandlingspladser.
Varig og stabil finansiering af ambulant behandling er derfor en forudsætning for, at vi som samfund kan hjælpe flere voldsudsatte kvinder og forebygge volden i de kommende generationer. Forebyggelse af partnerdrab bør ske i mange led, men uden dette skridt kommer vi ikke i mål. Lad os derfor komme i gang med at knække kurven og udvikle den stagnerede indsats mod mænds vold mod kvinder.
