Information om sms-indsamling i forbindelse med Mors dag den 13. maj 2018
Mødrehjælpen stopper den sms-indsamling, som blev igangsat i forbindelse med Mors dag, da vi er blevet opmærksomme på, at der er begået en fejl i opsætningen af sms’ens indhold.
I den pågældende kampagne udsendte Mødrehjælpen en sms med opfordring om at støtte Mødrehjælpens arbejde ved at donere penge gennem et køb af en Mors dags-buket hos Euroflorist.
Mødrehjælpens fejl beror i, at der var et link direkte til Euroflorists hjemmeside i sms’en. Mødrehjælpen har med andre ord henvendt sig til folk, som tidligere har støttet os, på en måde der ikke er i overensstemmelse med markedsføringsloven. I den forbindelse skal det kraftigt understreges, at Mødrehjælpen ikke har videregivet personfølsomme oplysninger til tredje part.
I Mødrehjælpen har vi igangsat en grundig gennemgang af procedurer og planlægger desuden et brush up-kursus i de gældende regler på området, så vi undgår en gentagelse.
Mødrehjælpen beklager, hvis nogen har følt sig generet af sms’en. Vores virke er dybt afhængigt af private donationer. Antallet af henvendelser til Mødrehjælpen om hjælp og rådgivning er steget voldsomt de seneste år, og derfor har vi brug for økonomisk opbakning, så vi kan hjælpe endnu flere.
Yderligere information
Henvendelser kan rettes til chef for Politik og Kommunikation i Mødrehjælpen Flemming Schultz på fsc@moedrehjaelpen.dk