Hver en krone bliver vendt i den lille to-værelses lejlighed i Storkøbenhavn, hvor Sille på 47 år bor med sin søn og datter. Selv sover hun på en madras på gulvet i deres spisekøkken, mens børnene har hver deres værelse.
“Min søn er 17 og min datter 13, så de er for store til at dele værelse. Så ja, jeg håber på at finde en større bolig. Ikke en dyrere bolig, men en større,” siger Sille, vel vidende, at det ønske vanskeligt lader sig opfylde. En sådan bolig er svær at finde, det er dyrt at flytte, og penge har Sille stort set ingen af.
“Jeg mistede alt, da jeg blev skilt tilbage i 2010. Mine børn og jeg havde ingen senge at sove i og intet bord at spise ved. Jeg måtte starte helt fra bunden igen,” fortæller hun.
Børnenes far og Sille havde i forlængelse af skilsmissen svære konflikter om, hvor børnene, der dengang var 6 og 10, skulle have bopæl, og om samvær og børnepenge.
“Børnene havde det forfærdeligt. Jeg havde det forfærdeligt. Men ingen greb ind.”
Samtidig var Sille stadig påvirket af de skænderier, som de havde, mens de endnu var gift.
“Det var psykisk vold, jeg blev udsat for, og siden skilsmissen har han stalket mig. Det er en af grundene til, at jeg i dag har PTSD,” siger Sille.
Diagnosen står for Post Traumatisk Stress Syndrom og er oprindeligt kendt for at ramme soldater, der har været udsendt i krig. Den anden årsag til diagnosen er, at hun i sit arbejde som offentlig ansat blev truet på livet af en borger.
“Han truede også med at tage min børns liv. Det kunne jeg ikke klare.”
Rådgivning hos Mødrehjælpen
Et halvt års tid efter skilsmissen sagde Sille derfor op og kom på dagpenge. Da dagpengeperioden udløb, kom Sille på kontanthjælp. Siden har hun fået slidgigt og er blevet sygemeldt.
Sille søgte støtte hos Mødrehjælpen for at få rådgivning omkring både hendes økonomi og rent juridisk i forhold til konflikten med eksmanden omkring børnene.
“Det var det første sted, hvor jeg blev hørt. Det var rart endelig at blive lyttet til og forstået. Jeg talte mange gange med en socialrådgiver,” siger Sille.
Imens kunne Sille se, hvordan datteren ofte havnede i konflikter med sin far, når hun var hjemme hos ham.
“Han gør det samme ved hende, som han gjorde ved mig, da jeg var hans kone. Han nedgør hende og er virkelig hård ved hende,” fortæller Sille, der blandt andet beskriver en episode, hvor faderen smed datteren udenfor midt om natten. Da var hun 10 år gammel.
Håndsrækning er livline for datter
For godt to år siden valgte datteren selv ikke længere at have samvær med sin far. I skolen har hun det svært med. I det hele taget har hun det svært.
Sille fandt ud af, at man hos Egmont Fonden kunne søge om at få penge til ens børns fritidsaktiviteter. Hun søgte igennem Mødrehjælpen – en af fem organisationer, som behandler ansøgninger til fondens økonomiske støtteprojekt “En Håndsrækning”. Datterens ønske var at gå til ridning og det ønske blev imødekommet.
“Vi fik 5.000 kroner! Det var fuldstændig fantastisk. Det var penge nok til et helt års rideundervisning. Hun kommer også dernede to-tre gange om ugen, selv om hun ikke skal have ridetime, bare for at være sammen med de venner, hun har dér, og for at være i staldene og tage sig af hestene. Det er simpelthen hendes livsline.”
Havde familien ikke fået den økonomiske støtte, havde datteren ikke kunnet gå til ridning. Helt enkelt.
“Der er underskud på kontoen hver måned. Jeg har ikke selv fået nyt tøj eller støvler i fire år. Jeg har to bluser med hul i. Jeg er ikke blevet klippet i halvandet år. Og jeg har ingen vinterfrakke. Så der er ikke flere steder at tage pengene fra.”
Netop derfor skaber håndsrækningen også særlig stor glæde.
“Det er et sted, hvor min datter slapper af. Et mentalt frirum til en pige, der ellers er ret hårdt ramt,” siger Sille.
For Silles eget vedkommende betød legatet fra Egmont Fonden til datterens ridning, at hun selv fik et pusterum og lidt ekstra energi.
“Det tager et åg af ens skuldre at kunne give sine børn bare noget af det, andre børn har, så de ikke føler sig anderledes. Og det giver mig overskud, for eksempel til at lede efter en ny bolig og til at komme igennem det ressourceforløb, jeg er i, i stedet for at jeg kun har energi til at være syg og at tage mig af mine børn, som ellers ikke har det godt,” siger Sille.
