Nyheder

Mødrehjælpen: Kortsigtet socialpolitik svigter de unge

Som kommentar til Børne- og Socialministeriets Socialpolitisk Redegørelse peger Mødrehjælpen på, at indsatsen over for socialt udsatte unge ikke er god nok.

Pressemeddelelse, udgivet: 22 juni 2017

Der er sket et fald på tre procentpoint i andelen af socialt udsatte unge, der er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse.

”Vi oplever, at kommunerne fokuserer alt for meget i kortsigtede og usammenhængende indsatser og ikke i helhedsløsninger – og det giver bagslag,” siger Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.

Mads Roke Clausen peger på, at kommunerne har alt for travlt med at sende de unge i virksomhedspraktik m.m. i stedet for samtidig at løse de sociale problemer, de unge har.

”Når det handler om sårbare unge, er det farligt kun at fokusere på en isoleret problemstilling som beskæftigelse. For denne gruppe af unge har andre udfordringer, og det er svært at skulle forholde sig til at begynde på en uddannelse eller arbejde, hvis man har kaos i sit liv. Ja, de kan få hjælp til disse problemer andre steder. Men i stedet for et skræddersyet forløb, skal de unge bruge tid på at rende fra den ene forvaltning til den anden for at få samling på hverdagen,” siger Mads Roke Clausen.

Hjælp under samme tag – en succes

Mødrehjælpen arbejder sammen med flere kommuner om netop skræddersyede forløb for socialt udsatte unge, hvor målet er at give dem robusthed og handlekraft til voksenlivet. Projektet hedder Unge Familier på Vej og omfatter hjælp til alt fra fødselsforberedelse, kost, sociale udfordringer og til at komme i uddannelse eller få et job.

81 % af deltagerne oplevede i 2016, at de var blevet fastholdt eller kommet i enten job eller uddannelse.

”Vi har samlet det hele under et tag. Det giver synergi, det er ressourcesparende, og de unge bliver mere trygge og får overskud til at tænke mere langsigtet,” siger Mads Roke Clausen.

Få den nyeste viden