”Vi ved fra vores andre lokalforeninger, at det gør en stor forskel i familiernes liv, når frivillige møder dem i øjenhøjde og har lyst til at skabe rammerne for gode familieaktiviteter og oplevelser eller støtter op om, at børn kan holde børnefødselsdag med vennerne. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde det samme holdepunkt til børnefamilier i Thisted,” fortæller Lone Sørensen, frivilligkonsulent i Mødrehjælpen.
Mødrehjælpens lokalforeninger bliver drevet af frivillige. Lokalforeningen i Thisted er i sin begyndelse, og derfor søger Mødrehjælpen lokale ildsjæle, der har lyst til at være til at starte lokalforeningen.
”Det er en unik mulighed for at få erfaring med at starte en lokalforening fra bunden, få indflydelse på foreningens arbejde og samtidig gøre en forskel for gravide og børnefamilier i sårbare situationer i lokalområdet. Vi håber, at mange har lyst til at være med i den spændende opstart,” siger Lone Sørensen.
Butik med tøj og udstyr til børn
En central del af arbejdet i Mødrehjælpens lokalforening i Thisted er at åbne og drive en butik med genbrug til børn. Men det er endnu ikke bestemt, hvor butikken skal ligge.
”Butikken er en vigtig del af lokalforeningen. Overskuddet fra butikken går direkte til lokale aktiviteter for gravide og børnefamilier og til Mødrehjælpens landsdækkende, professionelle rådgivning. Derfor hører vi også gerne fra frivillige, der vil bruge deres erfaring med butiksarbejde til at drive butikken og fra frivillige, der har lyst til at stå i butikken,” fortæller Lone Sørensen.
Hvis du er interesseret i at være frivillig i Mødrehjælpens nye lokalforening og butik i Thisted, kan du kontakte Lone Sørensen fra Mødrehjælpen på los@moedrehjaelpen.dk.
Kom til informationsmøde
Mødrehjælpen holder informationsmøde mandag den 4. juni kl. 19.00 – 20.30 hos:
FrivilligThy
Nytorv 8
7700 Thisted (lokale Hovedkvarteret)
– alle interesserede er velkomne.
Lokal og landsdækkende indsats
Mødrehjælpen har både professionelle tilbud og lokalforeninger med aktiviteter og butik drevet af frivillige. Indsatserne går hånd-i-hånd og støtter på hver sin måde gravide og børnefamilier igennem livets sårbare situationer.
I år har Mødrehjælpen også stiftet lokalforeninger i Brønderslev, Egedal og Ballerup.
Fakta om Mødrehjælpen:
Mødrehjælpen er en privat, socialhumanitær organisation, som har til formål at hjælpe gravide og forældre i sårbare situationer samt at bidrage til at udvikle dansk socialpolitik.
Mødrehjælpen har i mange år hjulpet og rådgivet stadig flere børnefamilier. Lokalforeningerne er med til at sikre, at Mødrehjælpen kan hjælpe endnu flere både lokalt og på landsplan.
Mødrehjælpen har 130 lønnede medarbejdere og godt 1.700 frivillige ildsjæle landet over. Mødrehjælpen har rådgivningshuse i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Hertil kommer Mødrehjælpens 35 lokalforeninger og 33 butikker rundt om i Danmark.
For yderligere information kontakt:
Lone Sørensen, frivilligkonsulent i Mødrehjælpen, los@moedrehjaelpen.dk eller tlf. 40 75 79 60