På søndag d. 16. juni 2013 fylder Mødrehjælpen 30 år. Men den humanitære organisations historie går faktisk endnu længere tilbage.
Pressemeddelelse, udgivet: 14.06.13.
Da Mødrehjælpen blev stiftet i 1983, var der tale om en ny organisation med en gammel historie. Mødrehjælpen havde nemlig tidligere eksisteret i mange årtier som en del af det offentlige system. Men i 1976 trådte bistandsloven i kraft, og det betød, at alle offentlige hjælpeinstansers arbejde blev lagt ud til kommuner og amter. Behovet for hjælp til udsatte enlige mødre og børnefamilier fik i 1983 tidligere medarbejdere og nye ansigter til at genoprette Mødrehjælpen med socialrådgiver Hanne Reintoft i spidsen. Mødrehjælpen af 1983 blev stiftet den 16. juni 1983.
– I Mødrehjælpens nuværende form har vi ydet professionel rådgivning og støtte til børnefamilier og gravide i en sårbar situation gennem 30 år. Vi tager altid udgangspunkt i den enkeltes udfordringer, og vores indsats resulterer i familier, der bliver i stand til at komme videre med deres liv og skabe trygge rammer for børnene, fortæller Mads Roke Clausen, der er direktør i Mødrehjælpen.
Frivillige kræfter
Mødrehjælpens arbejde muliggøres blandt andet, fordi frivillige driver lokalforeninger og genbrugsbutikker i Mødrehjælpens regi. Overskuddet fra butikkerne hjælper både lokalt og nationalt. Dels afholder lokalforeningerne lokale aktiviteter, og derudover går en det af overskuddet til Mødrehjælpens arbejde for børnefamilier og gravide i en sårbar situation.
– De frivillige yder hver dag en kæmpe indsats. Deres indsats og engagement er med til at styrke Mødrehjælpens position som en kompetent og stærk landsdækkende organisation, som hjælper udsatte børnefamilier, der har brug for en håndsrækning. Mødrehjælpens frivillige er et bevis på, at næstekærligheden lever, og det gør mig stolt og ydmyg, for de gør Mødrehjælpen i stand til at hjælpe endnu flere, siger Mads Roke Clausen.
Fødselsdagen fejres i flere af Mødrehjælpens genbrugsbutikker rundt omkring i det danske land. Der bliver budt på kage, ligesom der vil være mulighed for at gøre et godt køb.