Pressemeddelelse, udgivet: 25. februar 2015
Tirsdag modtog Mødrehjælpen SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærds jubilæumspris.
Mødrehjælpen modtager prisen for at kvalificere sit arbejde for børn og forældre med forskningsbaseret viden, og for konstant at måle og dokumentere effekterne af deres indsats. I begrundelsen for prisen hedder det blandt andet:
”Mødrehjælpen har formået at skabe et unikt kredsløb mellem at inddrage forskningsmæssig viden, bruge den til udvikling af dokumentationen og samtidig bruge dokumentationen som dialogredskab med borgerne. Denne brug af forskning og dokumentation er eksemplarisk. De gør kolde hænder varme!”
Få sociale aktører ved, om deres indsats virker
Mødrehjælpen har de seneste ti år arbejdet med at inddrage forskningsbaseret viden, når de starter nye projekter op og løbende at måle på resultaterne.
”Vi har et etisk ansvar overfor de mennesker, som søger vores hjælp. Når vi tilbyder rådgivning for unge forældre eller starter behandlingsforløb for voldsudsatte kvinder og børn, så er vi sikre på, at det virker,” siger Elin Schmidt, formand for Mødrehjælpen.
Den evidensbaserede tilgang til de sociale indsatser er en sjældenhed i Danmark. Socialstyrelsen anslår, at kun 10 procent af de mere end 40 milliarder kroner, der hvert år går til det sociale område, bliver brugt på evidensbaserede indsatser. Den manglende viden om, hvilke effekter der reelt opnås, går ikke alene ud over skattekronerne. Det gør det også vanskeligt for borgerne at gennemskue, hvilke muligheder de har for at blive hjulpet.
”Vi er kun en lille aktør på det sociale område sammenlignet med kommunerne. Men vi håber, at prisen kan være med til at vise, at man kan hjælpe bedre og billigere, hvis man bygger sine indsatser på viden,” siger Elin Schmidt.