Mødrehjælpen skærer ned i Odense
Siden 1983 har Mødrehjælpen tilbudt gratis hjælp til familier og enlige forsørgere i Odense. Men fra årsskiftet lukker Mødrehjælpens rådgivningshus på Tolderlundsvej. Dermed er det slut med det meste af den støtte og rådgivning til familier i skilsmisse, til voldsudsatte og til unge mødre og fædre, den landsdækkende organisation tilbyder i kommunen.
”Der er stor efterspørgsel på vores rådgivning, og vi kan se, at flere og flere rækker ud efter hjælp hos os. Men fremover må vi desværre sige nej til mange, der henvender sig, for pengene rækker ikke længere,” siger Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.
Sidste år valgte Odense Kommune at spare en stor del af samarbejdet med Mødrehjælpen væk. Siden da har hjælpeorganisationen forsøgt at finansiere driften med egne midler og støtte fra private bidragsydere. Men det viser sig, at det desværre ikke er tilstrækkeligt, fortæller Ninna Thomsen.
“Vi må erkende, at vi er afhængige at, at kommunen yder et økonomisk bidrag for at kunne hjælpe de mange sårbare børnefamilier, der har brug for vores støtte og rådgivning. Vi har prøvet at få det til at lykkes uden, men nu må vi desværre skrue meget kraftigt ned for vores indsats i Odense.”
Mødrehjælpens rådgivningshus på Tolderlundsvej 1 lukker i slutningen af december, og herefter skal man finde mindre lokaler, hvor man fra januar 2019 vil kunne møde en socialrådgiver tre dage om ugen.
“Det er utrolig trist, at vi må lukke ned for indsatsen. Vi ved, at vores støtte og rådgivning virker, og vi mærker hver dag, at der er brug for os. Derfor håber jeg, at vi kan finde nye måder at samarbede med Odense Kommune på, så vi kan være der for de sårbare børnefamilier,” siger Ninna Thomsen.
Fakta:
- Mødrehjælpens rådgivningshus i Odense blev oprettet i 1983
- I 2017 fik rådgivningshuset i Odense 1.040 nye henvendelser
- I rådgivningshuset i Odense har gravide og børnefamilier haft mulighed for at få rådgivning og støtte fra professionelle socialrådgivere og psykologer
- I Mødrehjælpen kan gravide og børnefamilier for rådgivning om skilsmisse, samvær, graviditet og abort, økonomi, børns trivsel, samliv, sociale rettigheder m.m
- I Mødrehjælpens rådgivningshus i Odense har gravide og børnefamilier haft mulighed for at deltage i målrettede tilbud, som fx Råd til Livet, Retshjælp og Unge Familier på Vej
- Der er i Odense pt. indskrevet 40 unge gravide/mødre i alderen 17 – 25 år på hold i ”Unge familier på vej”
- Retshjælpen fortsætter som tilbud i Odense efter årsskiftet
For yderligere info, kontakt:
Mathilde Torp Carlsen
Pressekonsulent i Mødrehjælpen
Tlf: 31 45 48 58
Mail: mtc@moedrehjaelpen.dk