Det sker som en konsekvens af, at Mødrehjælpen i 2014 mere end fordoblede antallet at chatrådgivninger i forhold til 2013. I 2014 rådgav Mødrehjælpen 621 personer over chat i forhold til 284 personer i 2013.
”Stigningen fortæller os, at der er et behov, og at brugerne er glade for netop chat som rådgivningsform. Det tager vi nu konsekvensen af, så vi i fremtiden kan imødekomme endnu flere henvendelser,” siger Mads Roke Clausen, direktør hos Mødrehjælpen.
Mål: alle landets kommuner
Sidste år nåede chatrådgivningen ud til brugere i 86 af landets kommuner. Med udvidelsen håber Mødrehjælpen, at kunne nå ud til alle landets kommuner.
”Der kan være langt til vores rådgivningshuse i landets fire største byer, hvis man f.eks. bor i Hvide Sande eller Nakskov. Med chatrådgivningen ønsker vi at imødekomme behovet for rådgivning, gravide og sårbare familier kan have i hele landet,” siger Mads Roke Clausen.
De hyppigste henvendelsesårsager i Mødrehjælpens chatrådgivning er samvær, vold, økonomi og graviditet. 96 procent af brugerne siger, at de i høj eller nogen grad ved, hvad næste skridt skal være.