Nyheder

Mødrehjælpen: Ydelseskommission svigter valgløfte til børn i fattigdom

Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, er stærkt kritisk over for det fokus den nye ydelseskommission får: ”Ydelseskommissionen kommer ikke til at afskaffe børnefattigdommen i Danmark. Det er dybt problematisk”, siger hun.

Pressemeddelelse den 17. december 2019

Beskæftigelsesministeren har i dag løftet sløret for den ydelseskommission, som skal komme med anbefalinger til et nyt ydelsessystem. Kommissionen skal om ca. et år have udtænkt rammerne for, hvordan kontanthjælpssystemet kan give bedre vilkår for børnefamilier og understøtte, at alle børn i Danmark vokser op under rimelige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet.

Dermed leverer regeringen og dens støttepartier på de løfter om en gennemgang af ydelsessystemet, som de kom med forud for folketingsvalget i juni.

Men Mødrehjælpen har meget svært ved at se, hvordan kommissionen vil kunne bidrage til at afskaffe børnefattigdommen i Danmark med de snævre rammer, der er lagt for kommissionen. Kommissoriet nævner, at anbefalingerne skal være udgiftsneutrale og dermed holdes inden for rammerne af det eksisterende kontanthjælpssystem. Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, udtaler:

”Det er et svigt af dimensioner af alle de børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, når regeringen ikke vil afsætte en eneste krone ekstra til de her familier. Det siger sig selv, at man ikke kan komme børnefattigdommen til livs, uden at det koster penge.”

Regeringen lægger med kommissoriet op til at fastholde den besparelse på omkring 1 mia. kr., som den tidligere borgerlige regering lagde ned over kontanthjælpssystemet i år 2015 med kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og integrationsydelsen. Ninna Thomsen fortsætter:

”Der er tusindvis af børn i Danmark, der står uden for fællesskabet på grund af fattigdom. Dem har vi som samfund en pligt til at hjælpe. Det er en forudsætning, at familierne får en bedre økonomi, så børnene ikke skal lide afsavn i form af ikke at kunne gå til fritidsaktiviteter, ikke kunne holde børnefødselsdag eller ikke at få madpakke med i skole.”

Mødrehjælpen savner et klarere og mere tydeligt fokus på børn i ydelseskommissionens kommissorium.

”Det er en gratis omgang at sige, man vil hjælpe børnene uden reelt at stille flere penge til rådighed eller se på, hvordan børnenes hverdag helt konkret forbedres. Jeg er også skuffet over, at ikke en eneste børneorganisation er repræsenteret i følgegruppen. Det er en følgegruppe, der udelukkende består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. Det er svært at se, hvem i den gruppe, der skal tale børnenes sag,” siger Ninna Thomsen.

Kontakt:

Kommunikationschef Flemming Schultz på 28920060 eller pressekonsulent Regitze Rjeily på 22527413.

Få den nyeste viden