Debatindlæg af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.
Bragt i Altinget – Temadebat om Trivselskommissionen den 18.04.2024
Er der problemer i familien? Noget galt derhjemme?
Det er desværre nogle af de første spørgsmål, der stilles til sårbare familier, når et barn viser tegn på mistrivsel. Det kritiske blik og mistænkeliggørelsen af familien er blevet en udbredt automatreaktion, og det er en skam. Ikke bare for forældrene, men også for barnet. For den blokerer for at identificere ressourcer og muligheder i familierne, der kan hjælpe børnene. Og dem er der hårdt brug for.
I disse år ser vi en stigende mistrivsel og skolevægring hos mange børn. Det er en alarmerende udvikling, og derfor ser jeg også frem til Trivselskommissionens anbefalinger til, hvordan vi kommer mistrivslen til livs. For noget må og skal gøres – og i det arbejde bør familierne spille en central rolle.
Paradigmeskifte i børnesynet
For langt de fleste børn er familien rammen om deres liv og hverdag. Det er her, de finder tryghed, omsorg, kærlighed. Herfra deres verden går. Derfor må og skal familien også spille en langt større rolle i trivselsdebatten. Er der ressourcer i familien til at hjælpe barnet, skal de bruges og forældrene støttes. I Mødrehjælpen tror vi på og har også erfaring med, at familierne kan meget selv, hvis de får den rette hjælp. Derfor er det vigtigt, at vi ikke på forhånd dømmer forældrene ude, men hjælper dem til at hjælpe deres børn.
Der skal selvfølgelig ikke herske tvivl om, at fagpersonale straks skal underrette, hvis de er bekymrede for et barns trivsel, og kommunen skal reagere prompte, hvis barnet er i massiv mistrivsel og forældrene ikke har evnerne til at hjælpe det. Men det er beklageligt – og i mange tilfælde skadeligt for barnet – hvis vi generelt ser familien og barnet som to modpoler. Og det ser vi desværre en tendens til.
De seneste år er der sket et skifte i dansk børne- og familiepolitik, hvor fokus er flyttet fra at se barnet som en del af familien til et mere ensidigt fokus på barnets beskyttelse og rettigheder. Det er langt hen ad vejen en utrolig positiv udvikling, men desværre med den konsekvens, at forældre i stigende grad ses som nogen, barnet skal beskyttes imod og ikke af.
Samtidig har vi set et øget fokus på nogle af de mest voldsomme værktøjer, man kan tage i brug, hvis et barn mistrives. Et fokus der er affødt af statsminister Mette Frederiksens nytårstale i 2020, hvori hun proklamerede at flere børn skal bortadopteres og af, at man i 2018 indførte den skærpede underretningspligt, så fagpersonale risikerer fængsel, hvis de undlader at underrette om en bekymring for et barn. Ikke overraskende har det fået antallet af underretninger til at eksplodere.
Det ændrede fokus vækker en bekymring for, at støtten til familien i nogle sager om mistrivsel bliver nedprioriteret til fordel for mere vidtrækkende foranstaltninger. Det findes der desværre eksempler på, bl.a. har 24syv tidligere fortalt om Sandie Hansen, der fejlagtigt fik tvangsfjernet sine to drenge.
Mange familier kommer i klemme
Når man som familie får sin hverdag endevendt af kommunen, er man i forvejen hårdt presset. Forældrene red, at det er vigtigt at være samarbejdsvillig – men det kan være svært, når banen ikke er kridtet tydeligt op, eller man er bange for, hvad konsekvenserne af åbenheden kan medføre, fordi man har hørt om sager som Sandies. Vi møder desværre mange familier, som er kommet i klemme, fordi de ikke forstår at navigere i de forventninger, der sættes til dem, eller fordi de betvivler tilbuddet og den faglige viden fra kommunen. Dem skal vi hjælpe og støtte.
Vi møder også mange forældre, som har kæmpet i flere år for at få den rette hjælp til deres barn. Den støtte, som de ifølge Serviceloven har krav på. En kamp, der ofte bliver unødigt lang og sej pga. fejl. Tæt på 40% af sagerne indenfor Serviceloven bliver i dag omgjort. På den ene side har vi altså et system, hvor forældrene føler sig mistænkeliggjort og på den anden side også et system, hvor mange oplever, at det er svært at få den hjælp, de har krav på. Det må vi kunne gøre bedre. I stedet for mistillid og kontrol har vi brug for at prioritere en ny socialt ansvarlig familiepolitik, der prioriterer hjælp til selvhjælp. Ved at mægtiggøre forældrene, hjælper vi børnene og styrker deres trivsel.
Folkehøring er vigtigt skridt
Trivselskommissionen har heldigvis allerede taget det første skridt hen mod at give forældrene en større rolle i trivselsdebatten. Det har de gjort med en folkehøring, hvor forældre kan blive hørt ved at indsende familiens erfaringer og forslag til, hvordan vi kommer mistrivslen til livs.
Det er et godt og vigtigt tiltag, og jeg kan kun opfordre til, at man som forælder giver sit besyv med. Men det kræver også energi og overskud at kondensere sine erfaringer ned og sætte sig til tasterne. Et overskud, som man ikke har, hvis ens barn mistrives og familien er i krise.
Faktum er, at det desværre ofte er de ressourcestærke og velkørende familier, der indtager børnefamiliepodiet i samfundsdebatten. Derfor ser vi det også som vores opgave i Mødrehjælpen at råbe op på vegne af de børnefamilier, der har det sværest og som ikke taler med den højeste røst. Vi møder dem, vi kender dem, og vi ser det som vores fornemmeste opgave, at give dem en stemme i debatten. Og vi håber, at Trivselskommissionen ikke bare vil lytte, men også indtænke familierne som en vigtig ressource, når der skal gives bud på løsninger. For når familien trives, er der også større sandsynlighed for, at børnene gør det.
