Debatindlæg af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen. Bragt i Avisen Danmark den 18. marts.
Der er forældre, som føler, at deres trivsel er udfordret, fordi de skal passe deres fuldtidsjob og samtidig leve op til et stigende forventningspres om, hvordan man er gode forældre. Nogle siger deres job op for i stedet at kunne være mere sammen med deres barn, eller får deres netværk til at passe barnet for at forkorte tiden i institution.
At trivslen er mest udfordret i de mest sårbare familier, er ikke nogen nyhed. Forskere, eksperter og senest Trivselskommissionen peger på det, men alligevel formår de ressourcestærke familier at monopolisere den offentlige debat om familiernes trivsel. Det er vi nødt til at ændre. Med det sagt, så er det naturligvis ikke en konkurrence om, hvem der har det værst, men at vi som samfund ikke skærer alle over en kam og tror, at vi kan anvende samme medicin for at løse udfordringerne.
De mest pressede er tavse
Eksemplet med den fortravlede forælder fremhævede influent Sofie Lindquist, da hun efter Trivselskommissionens præsentation af sine anbefalinger medvirkede i DR2 Debatten.
»Vi skal stå til rådighed for vores arbejde, og vi skal huske at tjekke 635 notifikationer på Aula. Og så skal vi også huske at kigge vores børn i øjnene, og de skal huske at gå til en sport, fordi det er vigtigt. Det står der også i rapporten. Så skal vi køre dem frem og tilbage til fodbold. Jeg henter dem måske mellem tre og halv fire, og så ender vi med at være hjemme klokken fire, og de skal til fodbold klokken halv fem. Så kommer de hjem klokken halv syv, og de skal i seng cirka klokken syv,« sagde hun bl.a. som eksempel og efterlyste bedre rammer for familierne. En tilsvarende pointe kommer debattør Geeti Amiri Kjær med i Berlingske, hvor hun efterspørger muligheden for mere tid til omsorg i barnets første leveår, så det ikke skal så tidligt i institution. Et problem, hendes familie dog kan løse ved at få anden familie til at passe barnet, så institutionsstarten kan udskydes.
Følelsen af ikke at kunne få enderne til at mødes skal vi tage alvorligt, men det kræver ikke kun mere tid, men også at vi tager fat om roden: Det stigende forventningspres der har indlejret sig i vores samfund, og som også Trivselskommissionen adresserer. Men mens den brede gruppes udfordringer fylder i kommissionens anbefalinger og mens de forældre får al taletiden, forbliver dem, der har det allersværest, tavse. For de mest sårbare familier inviteres ikke i studiet og har ikke overskud til at skrive et debatindlæg.
Flere sårbare familier
I Mødrehjælpen møder vi dagligt sårbare børnefamilier, og vi ser, hvordan de bliver flere og flere i disse år.
I dag vokser ca. 49.500 børn op i fattigdom – et tal, der sidste år steg for første gang i mange år. Det går den forkerte vej. Økonomien påvirker også, om en stor gruppe af dem med de korteste uddannelser vælger at få børn. En undersøgelse fra Rockwoolfonden viser, at flere aktivt fravælger børn, fordi de ikke har lyst eller vurderer, at de har råd.
Samtidig har flere af dem, der vælger at få børn, brug for støtte pga. psykisk eller fysisk sårbarhed under og i de første år efter graviditeten. Får de ikke det, kan prisen være høj, for det er i barnets første 1000 dage, at grundlæggende kognitive og sociale kompetencer udvikles.
Det er altså helt andre typer af udfordringer, der fylder blandt de mest sårbare, og dem er vi nødt til at tage hånd om. For hvis vi vil øge trivslen blandt børnefamilier og i sidste ende sikre, at vi i Danmark igen begynder at få flere børn, er vi nødt til at sætte bredt ind. Det kræver en samlet, socialt ansvarlig familiepolitik, der kommer hele vejen rundt om familiers udfordringer – også de mest sårbares.
