Rekordmange ansøgere til Mødrehjælpens Julehjælp
Pressemeddelelse den 13.12.2022
Det er særligt de stigende priser, der har slået bunden ud af økonomien hos de i forvejen trængte børnefamilier. Af ansøgningerne fremgår det, at mere end hver tredje af forældrene har angivet ”stigende priser” som den primære årsag til, at de søger julehjælpen.
”De mange ansøgere til vores julehjælp fortæller en rigtig trist historie om, at alt for mange børnefamilier er presset til det yderste. De stigende priser har forværret økonomien hos mange af vores ansøgere. Når man ikke ved, hvordan man skal få mad på bordet sidst på måneden eller betale sine regninger, er det jo klart, at der heller ikke er luft i budgettet til en juleaften,” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.
En jul med dårlig samvittighed
En af de forældre, der har søgt hjælpen i år, er 31-årige Jessie Hansen fra Herfølge. Hun har været på kontanthjælp de seneste to år på grund af en række fysiske sygdomme. Hun bor alene med sine to børn på 9 og 4 år.
Uden julehjælpen bliver der ikke råd til hverken gaver eller en julemiddag hos Jessie Hansen.
”Hvis vi ikke modtager julehjælp i år, så ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal få råd til at stable en juleaften på benene. Det er især de stigende priser, der har gjort alting meget værre, og regningerne skal jo også betales efter jul. Jeg har kronisk dårlig samvittighed over for mine børn på grund af min dårlige økonomi. Selvom de ikke beder om meget, vil jeg jo gerne kunne give dem en lille gave juleaften. Det fortjener de,” fortæller Jessie Hansen.
Et lys i mørket
Sidste år rakte Mødrehjælpens indsamlede midler til at uddele julehjælp til lidt mere end 13.000. Igen i år håber Mødrehjælpen på at kunne give så mange børn som muligt en juleaften.
”Med de tusindvis af ansøgninger, som vi har modtaget i år, har vi selvfølgelig brug for al den hjælp, vi kan få fra danskerne, så vi kan komme i mål med at give flest mulige børn en juleaften. Selvom julehjælpen ikke kan fjerne familiernes afsavn og bekymringer når julelysene slukkes, er vores håb alligevel, at hjælpen kan være med til at give familierne lidt ro hen over julen,” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.
Sådan støtter du Mødrehjælpens juleindsamling
- Støt med et valgfrit beløb på MobilePay 815018
- Støt med et valgfrit beløb på mødrehjælpen.dk/jul
- Køb et gavebevis i vores webshop
Det består hjælpen af
Mødrehjælpens julehjælp består af et økonomisk tilskud på 550 kroner pr. hjemmeboende barn under 18 år samt et tilbud om gratis rådgivning og aktiviteter i vores lokalforeninger rundt omkring i landet.
Kontakt
For yderligere information om julehjælpen eller for interview med Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, kontakt Mødrehjælpens pressetelefon på 22 56 52 91 / presse@moedrehjaelpen.dk